Fortsæt til indhold
International

Britiske specialstyrker efterforskes for ulovlige drab i Afghanistan

Ifølge den britiske forsvarsminister efterforskes specialstyrker for ulovlige drab begået i Afghanistan.

/ritzau/

Britiske specialstyrker bliver efterforsket for ulovlige drab i Afghanistan.

Det oplyser Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace, i en skriftlig udtalelse til det britiske parlament onsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

I efterforskningen vil man dykke ned i en række militære operationer fra 2010 til 2013, skriver nyhedsbureauet.

Desuden vil man kigge på, hvordan beskyldninger om forbrydelser blev efterforsket af militærpolitiet, samt om der i den forbindelse var mørklægninger.

Efterforskningen bliver ledet af dommer Charles Haddon-Cave.

Den blev iværksat i marts, men det er først nu, at Ben Wallace bekræfter, at det er specialstyrker, som er i søgelyset.

- Efterforskningen er nu ved at nå stadiet med høringer, og jeg kan bekræfte, at beskyldningerne vedrører britiske specialstyrkers adfærd, udtaler Ben Wallace ifølge Al Jazeera.

Mediet skriver desuden, at efterforskningen blev indledt, efter at familier til otte dræbte afghanere beskyldte britiske specialstyrker for at stå bag drabene, der angiveligt blev begået uretmæssigt i henholdsvis 2011 og 2012.

- Vi lever i håb om, at de skyldige vil blive stillet til ansvar, har et medlem af en af familierne tidligere udtalt ifølge AFP.

- For over ti år siden mistede jeg to af mine brødre, min unge svoger og en barndomsven - alle drenge med et liv foran dem, sagde han.

Det er ikke første gang, at vestlige militærfolk er blevet beskyldt for ulovlige drab i Afghanistan.

Den tidligere soldat Ben Roberts-Smith fra Australien tabte i juni en retssag mod tre medier, som fordi de ifølge ham selv havde bragt usande historier om hans tid som soldat i Afghanistan.

Ifølge dommer Anthony Besanko var der ”væsentlig sandhed” i fire ud af de seks anklager om drab, som medierne har bragt.

En af de fire historier gik ud på, at Ben Roberts-Smith havde sparket en afghansk landmand ud over en klippe i 2012.

Efterfølgende beordrede australieren en underordnet soldat til at skyde afghaneren ihjel.

Dommeren fandt også, at der er ”væsentlig sandhed” i, at Ben Roberts-Smith skuddræbte en afghansk mand med benprotese med et maskingevær.

Han tog derefter benprotesen med tilbage til Australien, hvor han opfordrede sine soldater til at drikke af den.