Fortsæt til indhold
International

Billeder og video viser oversvømmelser efter sprængt dæmning i Ukraine

Hundredvis af hjem evakueres efter sprængning af dæmning i det sydlige Ukraine. Det står tydeligt frem, at ødelæggelserne er store

Mens vandet fosser ind over de ødelagte betonkonstruktioner, stiger vandstanden flere steder langs Dnipro-floden i det sydlige Ukraine, efter den store dæmning ved Kakhovka-vandværket tirsdag morgen blev sprængt i stykker.

Eksplosionerne har skabt anseelige ødelæggelser på selve dæmningen og har allerede skabt oversvømmelser i områderne søndenstrøms langs den store Dnipro-flod, der gennemstrømmer hele Ukraine fra nord til syd og som udgør et væsentligt stykke af frontlinjen i krigen. Omkring kl. 08 tirsdag morgen stod otte områder i Kherson-regionen under vand, og vandstanden er fortsat med at stige dagen igennem. Også i Kherson by strømmer vandet nu ned ad gaderne.

Skaderne på Kakhovka-dæmningen er tydelig på dette billede, som er offentliggjort af det statsejede, ukrainske UkrhydroEnergo. Vandmasser strømmer ind over dæmningen. Foto: AFP Photo / Ukrhydroenergo
Foto: Reuters.
Video: AP/Ritzau Scanpix

Ukraines militær beskylder Rusland for at stå bag sprængningen, mens Rusland giver ukrainerne skylden.

Nova Kakhovka-dæmningen var under russisk kontrol, og skaderne ser ud til at være sket mod den østlige side af floden, som er besat af Rusland.

Militæranalytikere fremhæver, at oversvømmelserne vil gøre det vanskeligere for Ukraine at indlede en eventuel offensiv hen over floden.

Et luftfoto af dæmningen fra Ukraines atomagentur, Energoatom. Dæmningen var under russisk kontrol. Foto: AFP / Energoatom
Flere lokale er ved at blive evakueret, mens de stigende vandmasser langs flodbredderne risikerer at ødelægge veje og naturområder. Redningsfolk og politi hjælper med lokalisere beboere. Billedet stammer fra ukrainsk politi via Reuters.
Oversvømmelser i Kherson-regionen. Foto: Sergiy Dollar / AFP
Billedet viser angiveligt oversvømmelser i Kherson-regionen. Foto: Oleksandr Vlasov/via Reuters
Delvist oversvømmende områder omkring Kherson, 6 juni. Foto: Oleg Tuchynsky / AFP

Ifølge den ukrainske guvernør i regionen, Oleksandr Prokudin, befinder 16.000 personer sig i en »kritisk zone« langs flodens bred, som er i fare for at blive oversvømmet.

Beskadigede bygninger og konstruktioner på dæmningen. Billederne stammer fra en video, som Reuters er kommet i besiddelse af.
Dæmningens konstruktioner tager vand ind flere steder. Foto fra video: Reuters

Dæmningen holder normalt på et 18 kubikkilometer stort vandreservoir i Dnipro-floden, der både bruges til at forsyne den besatte Krim-halvø med vand og til at nedkøle det russisk besatte Zaporizjzja-atomkraftværk nordøst for dæmningen.

Indtil videre lyder meldingen fra både Ukraines atomagentur og Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, at der ikke er umiddelbar fare på atomkraftværket, men situationen overvåges nøje.