Begravet i fem timer under ruinerne: En 15-årig fortæller om sin oplevelse
Hvordan er det at ligge begravet under et sammenstyrtet hus? To måneder efter jordskælvene i Tyrkiet fortæller 15-årige Omer Kaya om sine fem timer i helvede.
ADIYAMAN
Omer Kaya nåede kun lige at vågne, inden huset styrtede sammen over ham.
Han vidste med det samme, at det var et jordskælv. Adiyaman med godt en kvart million indbyggere i det sydøstlige Tyrkiet ligger i en jordskælvszone. Men det forhindrede ikke den 15-årige tyrker i at gå i panik.
Loftet var faldet ned og havde klemt ham fast til sengen. Som om han lå i en spændetrøje. Han kunne kun bevæge hovedet.
Vægten fik også køjesengen til at kollapse, og under ham begyndte hans seksårige lillebror, Emir Kaya, at skrige.