- For abonnenter
USA presser Kina på alle fronter i Asien
USA lukker ringen om Kina med en aftale om adgang til flere baser i Filippinerne.
SINGAPORE
Forventningerne var ikke store i forvejen. Efter USA’s massive strategiske fremstød mod Kina i den seneste uge var de nærmest mikroskopiske.
USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, skulle i denne weekend være ankommet til Beijing som den første amerikanske udenrigsminister i næsten fem år. Men en bølge af amerikanske aktiviteter i Østasien og omkring Taiwan og Det Sydkinesiske Hav –målrettet mod at styrke USA’s militære kapacitet i regionen – kastede lange skygger over møderne med Kinas nye udenrigsminister, Qin Gang, allerede inden affæren med en kinesisk ”ballon” på størrelse med tre busser over USA udløste en sidste-øjeblik-aflysning.
Mødet var oprindelig set som et positivt signal om en fortsættelse af den ansigt-til-ansigt-dialog, som præsidenterne Xi Jinping og Joe Biden indledte i forbindelse med G20-mødet på Bali i november. Men mange analytikere vurderede, at det bedste mulige udfald ville være at undgå en forværring af relationerne. Det skete i stedet helt uden Blinkens tilstedeværelse i Beijing på grund af en kinesisk ballon over Montana.