Fortsæt til indhold
International

FN's Sikkerhedsråd fordømmer afghansk forbud over for kvinder

Taliban svigter løfte, som det gav over for det afghanske folk, da det kom til magten, siger Sikkerhedsrådet.

/ritzau/Reuters

FN’s Sikkerhedsråd opfordrer tirsdag til, at kvinder og piger i Afghanistan kan deltage i samfundet på lige og meningsfuld vis.

Samtidig fordømmer FN-organet Talibans forbud mod, at kvinder kan studere på universiteter eller arbejde for humanitære hjælpeorganisationer.

Sikkerhedsrådet udtaler videre, at Taliban svigter det løfte, som det gav til det afghanske folk, da det kom til magten i sommeren 2021.

Erklæringen er vedtaget med konsensus af de 15 lande i Sikkerhedsrådet.

Her hedder det, at forbuddet mod, at kvinder kan møde op på universiteter og gymnasier, ”repræsenterer en stigende udhuling af respekten for menneskerettigheder og fundamentale friheder”.

FN’s generalsekretær, António Guterres, skriver efterfølgende på Twitter, at begrænsningerne er ”uberettigede brud på menneskerettighederne, som må tilbagetrækkes”.

- Tiltag for at ekskludere og gøre kvinder og piger tavse fortsætter med at skabe enorme lidelser og store tilbageslag på det afghanske folks potentiale, skriver han.

Lørdag meddelte Taliban, at det nu ikke længere er tilladt for kvinder at arbejde for uafhængige organisationer, såkaldte ngo’s. Det gælder både afghanske og internationale organisationer.

Tidligere har Taliban også lukket for skolegang for piger fra 7. klasse og opefter. De har forbudt kvinder at varetage de fleste typer job. Og der er indført strenge regler for, hvilket tøj de skal bære.

Taliban kom til magten i landet i august sidste år, efter USA og den internationale styrke trak sig ud efter næsten 20 år i landet. Efter to årtiers forgæves kamp mod Talibans styrker.

FN’s nødhjælpschef, Martin Griffiths, oplyste i sidste uge til Sikkerhedsrådet, at 97 procent af afghanere lever i fattigdom.