Naboer graver efter savnede i mudder efter jordskred i Venezuela
Hidtil har et jordskred i byen Las Tejerias i Venezuela dræbt 36 mennesker. 56 andre savnes fortsat.
I Venezuela hjælper naboer med at finkæmme mudder og murbrokker for livstegn efter et dødeligt jordskred i landsbyen Las Tejerias.
Jordskreddet, der fandt sted i Las Tejerias cirka 50 kilometer fra hovedstaden Caracas lørdag, har indtil videre kostet 36 mennesker livet. Men dødstallet kan meget vel stige, oplyser landets indenrigsminister på Twitter mandag.
- I øjeblikket har vi desværre 36 døde og 56 savnede, skriver indenrigsminister Remigio Ceballos.
Las Tejerias har 54.000 indbyggere og ligger gemt væk inde i bjergene.
En 45-årig indbygger ved navn Isaac Castillo fortæller, at han og hans familie flytter væk derfra.
- Las Tejerias bliver aldrig det samme igen, siger han.
- Vi rejser væk. Det er umuligt at komme oven på igen efter det her, tilføjer han.
Som følge af usædvanlig kraftig regn gik en stor flod og adskillige vandløb over deres bredder lørdag og forårsagede en flod af mudder, der rev huse, biler og træer med sig.
Indbyggere bruger hakker og skovle, og hvad de ellers kan finde, til at grave gennem det tykke lag mudder og søge efter savnede.
- Byen er tabt. Las Tejerias er tabt, siger 55-årige Carmen Melendez, som desperat venter på at høre nyt om en savnet slægtning.
Præsident Nicolás Maduro, som besøgte området mandag, insisterer dog på, at byen vil blive genopbygget.
Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodríguez, giver ”klimakrisen” skylden for katastrofen.
- Der faldt lige så meget regn på otte timer, som der normalt falder på en måned, siger hun.
Eksperter siger, at de voldsomme mængder nedbør skyldes vejrfænomenet La Niña, som udløser en række vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.
/ritzau/AFP