Fortsæt til indhold
International

EU får kritik for at udelukke Rusland fra konference om Syrien

FN har afvist at være medvært på konference om hjælp til Syrien, hvor EU udelukkede Rusland.

/ritzau/

For det syriske folk var tirsdagens konference i Bruxelles formentlig en god nyhed. Der blev afsat tre milliarder euro ekstra fra EU-Kommissionen til hjælp for befolkningen i det krigshærgede land.

Men Bruxelles-konferencen har samtidig ført til kritik af EU for at være kompromisløs over for både Rusland og Assad-styret i Syrien.

FN har eksempelvis afvist at være medvært på tirsdagens konference, fordi EU udelukkede Rusland.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, mener dog ikke, at EU dermed misser en chance for at skabe en diplomatisk forbindelse til Rusland, som måske kunne bruges som løftestang til fred i Ukraine.

- Vi har valgt at invitere de partnere, der har en reel interesse i at skabe fred i verden. Rusland har med sin aggression i Ukraine vist, at man ikke har interesse i fred, siger Josep Borrell.

På den baggrund mener han ikke, at der er nogen basis for dialog. Heller ikke om hjælp til Syrien, som måske kunne være et ufarligt emne at mødes om.

- Vi ønsker at sende et klart signal om afvisning af russisk aggression i alle internationale fora, siger Borrell.

Han mener ikke, at FN’s afvisning af at være medvært på konferencen har skadet udkommet for den syriske befolkning.

- FN har ikke været medvært, men man har deltaget på højt niveau i konferencen. Så forholdet til FN har været positivt, og det har ikke påvirket konferencen, siger Borrell.

EU brugte samtidig konferencen til at understrege, at man ikke vil normalisere forholdet til Syriens præsident, Bashar al-Assad. Igen er det Assads brutale fremfærd med blandt andet brug af kemiske våben over for civile, som får EU til at afvise dialog.

Pengene fra konferencen må samtidig ikke gå til genopbygning i Syrien, fordi det ifølge Borrell vil kunne være en indirekte støtte til Assad-styret.

Flere lande i Mellemøsten er dog begyndt at normalisere forholdet til Assad, som fortsat leder landet efter et årtis overgreb, der skønnes at have kostet en halv million syrere livet.

I marts deltog Bashar al-Assad i et møde med De Forenede Arabiske Emirater i Dubai. Det skete som en erkendelse af, at man må komme videre og samarbejde, fordi Assad - uanset om man vil det eller ej - fortsat leder landet.

Besøget i Dubai har rejst spørgsmål om, hvorvidt USA og EU også burde acceptere, at Assad er lederen af Syrien. Men det afviser Borrell for nu.

- Der bliver ingen normalisering af forbindelserne mellem EU og Assad-regimet uden en anden opførsel fra Assad-regimet. Der skal ske en dyb forandring i attituden over for den syriske befolkning og viljen til at deltage i politisk forandring, siger EU’s udenrigschef, Josep Borrell.