Dansk læge er med, når Læger uden Grænser evakuerer syge og sårede på en helt ny måde fra krigen i Ukraine
Mads Geisler er udsendt for Læger uden Grænser i det østlige Ukraine, hvor han bl.a. er med til at ruste hospitaler til at håndtere krigsofre og evakuere syge og sårede væk fra fronten.
Det er ham, som hospitalerne tæt på frontlinjen i øst gennemgår deres katastrofehåndtering med.
Ham, som hjælper med at sikre, at hospitalerne har udstyr og medicin nok til at klare sig i flere måneder, skulle en russisk belejring pludselig afskære dem fra omverdenen.
Og ham, som i nogle tilfælde får til opgave at tilse sårede ukrainere, herunder børn, der har været ofre for russiske angreb, og som Læger uden Grænser har fundet en helt ny måde til at hjælpe ud af krigsområderne. Det skete f.eks. tidligere i april, da et blodigt angreb fandt sted på banegården i den østukrainske by Kramatorsk.