Zelenskyj til FN: Gør noget straks - eller opløs jer selv
FN's Sikkerhedsråd lever slet ikke op til sin rolle, siger Ukraines præsident og efterlyser reformer.
Der er hårdt brug for reformer af FN’s Sikkerhedsråd, hvis man overhovedet skal kunne bruge organisationen til noget.
Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tirsdag eftermiddag.
Udmeldingen falder i det magtfulde råd, hvor præsidenten har talt for første gang siden krigen i Ukraine begyndte 24. februar.
- FN kan ganske enkelt blive lukket. Mine damer og herrer, er I klar til at lukke FN? Og er folkerettens tid ovre? Hvis jeres svar er nej, så bliver I nødt til at gøre noget øjeblikkeligt, siger Zelenskyj i en videotale.
Rusland er et af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd.
Ifølge præsident Zelenskyj giver det dog ikke mening, at Rusland har magt til at blokere for tiltag, der tages som følge af russernes handlinger.
- I kan gøre en af to ting, siger Zelenskyj tirsdag og fortsætter:
- Enten fjerne Rusland, der står bag offensiven og er kilden til krig, så russerne ikke længere kan blokere beslutninger mod deres egen krig.
- Eller I kan vise, hvordan man kan reformere systemet. Og hvis der ikke er noget alternativ, så må I jo opløse jer selv, siger præsidenten.
Under talen beskriver han også i uhyggelige detaljer de hændelser, der angiveligt har udspillet sig i den ukrainske by Butja.
- Jeg vendte i går hjem fra Butja, der er blevet befriet fra russiske styrker.
- Der findes ikke den forbrydelse, som de ikke har begået. De har skudt og dræbt alle, der gik i deres vej. De har skudt kvinder og familier foran deres huse, lyder det fra den ukrainske præsident.
Billeder fra internationale journalister har de seneste dage vist døde civile i Butjas gader. Det har mødt stor fordømmelse fra Vesten og fået flere lande - herunder Danmark - til at udvise russiske diplomater.
- Vi har set de værste krigsforbrydelser siden Anden Verdenskrig, og det er udført af russiske styrker, siger Volodymyr Zelenskyj.
Rusland har afvist at stå bag drab på nogen civile i Butja.
Zelenskyj advarer dog om lignende massakrer andre steder:
- Verden mangler stadig at se, hvad de har gjort i andre besatte byer og områder. Ondskaben er den samme mange andre steder, siger han.