Rusland nedlægger veto mod FN-fordømmelse af Rusland
Til et møde i FN's Sikkerhedsråd har Rusland nedlagt veto mod en resolution, der ville fordømme Rusland.
FN’s Sikkerhedsråd fordømmer ikke i samlet flok Ruslands angreb på Ukraine.
Det sker, fordi Rusland har nedlagt veto mod et udkast til en sikkerhedsresolution, der ville have fordømt præsident Vladimir Putins nylige ordre til russiske styrker om at gå ind i Ukraine.
Det skriver Reuters.
FN’s Sikkerhedsråd kan vedtage sikkerhedsresolutioner, som medlemslande af FN forpligter sig på at følge.
Det skete blandt andet i 1967, hvor Sikkerhedsrådet vedtog en resolution om, at Israel skulle trække sig fra nogle af de områder, som landet havde erobret under Seksdageskrigen.
Men fem lande har vetoret i Sikkerhedsrådet. Det betyder, at de på egen hånd kan afvise et resolutionsforslag.
De fem lande er Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og USA. De har vetoret, fordi de er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.