Svenske regioner og kommuner vil have hjælp fra Danmark
Organisationen Sveriges Kommuner og Regioner har bedt den svenske regering om formelt at anmode sine nordiske naboer om udlån af bl.a. intensivlæger.
Sundhedspersonalet på de svenske intensivafdelinger er nu så pressede efter en lang periode med travlhed og underbemanding grundet coronapatienter, at man vil søge hjælp fra andre nordiske lande, heriblandt Danmark.
Det skriver det svenske medie, Aftonbladet.
Det er organisationen Sveriges Kommuner og Regioner (SKR), som i et brev nu har bedt den svenske regering om, at sende en formel anmodning til flere nordiske lande, heriblandt Danmark, om udlån af intensivpersonale henover sommeren.
Hvis det svenske sundhedsvæsen skal have hjælpen, kræver det ifølge mediet nemlig, at regeringen eller myndighederne formelt anmoder om den fra f.eks. Danmark.
»Vi er i en situation, hvor sundhedspersonale har været under hårdt pres i lang tid, ikke mindst på intensivsiden, hvor vi længe har haft en kapacitet over det normale,« fortæller Emma Spak, sektionsleder for sundhedsspørgsmål hos SKR til mediet og uddyber:
»Selvom pandemien er nedadgående, er genoprejsningen og hvile for sundhedspersonalet stadig en del af puslespillet, der er tilbage.«
Lige nu er 253 coronapatienter indlagt på intensivafdelinger i landet, mens der var 3.168 nye smittetilfælde fredag. I alt har der været 1.055.173 bekræftede smittetilfælde siden pandemiens start, og 14.351 har ifølge Johns Hopkins University mistet livet smittet med virussen.
Den svenske regering har endnu ikke afsendt en formel anmodning, men den kan godt regne med, at Danmark vil stå klar med en hjælpende hånd, skulle sådan en anmodning lande på den anden side af Øresund.
Sådan lød budskabet fra formanden for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Joachim Hoffmann-Petersen, torsdag til TV 2.
Her fortalte han, at han havde rakt en hjælpende hånd ud til sin svenske kollega, formanden for de svenske intensivlæger, Anna Nygard. Hun henviste ifølge mediet til sundhedsmyndighederne.
»Der er afdelinger i Danmark, der har ydet en kæmpe indsats. Men ingen har været belastet i bund, og det er mit klare indtryk, at vi sagtens kan finde frivillige til at tage afsted. Vi kan have minibusser klar inden for et døgn,« sagde Joachim Hoffmann-Petersen i den forbindelse.
Den svenske Socialstyrelse afviste onsdag overfor TV 2 at anmode om hjælp. Hvordan regeringen forholder sig til bønnen fra SKR er uvist.