OVERBLIK: Bliv opdateret på den seneste virusudvikling
Danmark lukker sine grænser, Donald Trump erklærer krisetilstand i USA, og Louisiana udskyder sit primærvalg.
På et pressemøde i Statsministeriet fredag aften meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at de danske grænser fra lørdag middag lukker midlertidigt. Det sker i et forsøg på at bremse spredningen af coronavirus.
Her kan du få et overblik over et udvalg af de seneste udviklinger i forbindelse med det globale virusudbrud frem til klokken 06.00 lørdag:
Danmark lukker grænserne for at stoppe coronavirus
Lørdag klokken 12.00 lukker de danske grænser frem til 13. april, fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag aften. Udlændinge skal have et "anerkendelsesværdigt formål" for at krydse grænsen til Danmark.
Kort efter pressemødet meddelte det grønlandske politi, at Grønland følger trop og ligeledes lukker sine grænser.
Trump erklærer krisetilstand i USA
USA's præsident, Donald Trump, erklærede på et pressemøde fredag aften dansk tid national krisetilstand i USA. Det åbner op for en pulje på 50 milliarder dollar til brug i coronavirusindsatsen.
Jensens Bøfhus og Gorm's Pizza lukker i hele landet
En stribe restauranter lukker midlertidigt som følge af coronaudbruddet. Det gælder blandt andet alle restauranter i kæderne Gorm's Pizza og Jensens Bøfhus. Til TV2 oplyste Jensens Bøfhus fredag aften, at alle 21 restauranter i Danmark bliver lukket. Der vil udelukkende være mulighed for takeaway.
Mette Frederiksen rækker ud til de unge på kendt youtubers kanal
På Alexander Husums YouTube-kanal, der har 382.000 abonnenter, taler statsminister Mette Frederiksen (S) i en video til de unge om coronavirus. Videoen blev lagt på YouTube fredag og havde sent fredag aften haft over 45.000 visninger.
Flere lande lukker sine grænser for udlændinge
Fra søndag lukker Polen sine grænser for udlændinge. Samtidig suspenderes al international tog- og flytrafik. Også Slovakiet, Tjekkiet og Cypern lukker sine grænser midlertidigt for at bremse spredningen af coronavirusset.
Cambodja indfører indrejseforbud fra fem lande
Cambodja vil forbyde indrejse for udlændinge, der kommer fra Tyskland, Italien, Spanien, Frankrig og USA. Forbuddet træder i kraft tirsdag og vil foreløbigt gælde i 30 dage. Det oplyste sundhedsministeriet i Cambodja lørdag formiddag lokal tid.
Alle rejsende til New Zealand skal selvisoleres
Fra søndag skal alle, der rejser til New Zealand, isolere sig selv fra omverdenen i 14 dage for at bremse spredningen af coronavirus. Det fortalte premierminister Jacinda Ardern på et pressemøde lørdag.
KLM fyrer op mod 2000 ansatte
Det hollandske flyselskab vil i løbet af de kommende måneder nedlægge mellem 1500 og 2000 stillinger. Det oplyste administrerende direktør Pieter Elbers fredag aften.
Louisiana udskyder primærvalg
Som den første amerikanske delstat udskyder Louisiana sit primærvalg fra 4. april til 20. juni.
Kina registrerer 11 nye smittetilfælde
Fastlands-Kina registrerede fredag 11 nye tilfælde af coronavirus. Det oplyste landets sundhedskommission lørdag formiddag lokal tid. Det er tre mere end torsdag, hvor der blev registreret otte nye tilfælde.
Sydkorea melder om 107 nye tilfælde af virustilfælde
De sydkoreanske sundhedsmyndigheder meldte for anden dag i træk lørdag om et fald i antallet af personer bekræftet smittet med coronavirus. Således registrerede Sydkorea 107 nye tilfælde af coronavirus fredag mod 110 torsdag.
New Zealand aflyser mindehøjtidelighed for moské-ofre
New Zealand aflyser en mindehøjtidelighed søndag for ofrene for et angreb mod to moskéer i byen Christchurch for et år siden. Det fortalte premierminister Jacinda Ardern lørdag. Den 15. marts 2019 dræbte en højreradikal australier 51 muslimer i to moskéer i Christchurch.
3000 FN-ansatte bliver bedt om at arbejde hjemmefra
FN's generalsekretær, António Guterres, har bedt alle 3000 ansatte ved FN's hovedkontor i New York om at arbejde hjemmefra de næste tre uger begyndende fra mandag. De, der har særligt vigtige funktioner, er undtaget.
Virusskræmte amerikanere fylder indkøbskurvene op
Amerikanerne er begyndt at hamstre dagligvarer efter præsident Donald Trumps erklæring om krisetilstand. Foran mange supermarkeder og købmandsbutikker i New York var der fredag lange køer af mennesker, som ventede på at komme ind og købe basisvarer.
Kilder: KALB, Reuters, AFP, dpa.