Kritikken hagler ned over Storbritanniens og Sverige coronaplaner
Europas nationer håndterer coronakrisen meget forskelligt.
LONDON/KØBENHAVN
Regeringer i hele Europa lægger i disse dage planer, så konsekvenserne af coronavirussen afbødes mest muligt.
En række europæiske lande har lukket skoler og institutioner, mange offentligt ansatte er blevet sendt hjem, restauranter er lukket, sport er aflyst, Italien er lukket ned, Spanien indkalder militæret, Danmark fraråder alle unødige rejser til hele verden, og Tjekkiet lukker mere eller mindre grænserne for både ind- og udrejse.
Og så er der de lande, der er gået i den modsatte grøft, f.eks. Storbritannien og Sverige.
At lukke f.eks. skoler har kun en meget begrænset effekt.Patrick Vallance, den britiske regerings øverste sundhedsfaglige rådgiver
I Storbritannien hagler kritikken ned over regeringen for at handle for lidt og for langsomt på virusudbruddet.
Premierminister Boris Johnsons regering opfordrede efter et coronamøde torsdag befolkningen til at blive hjemme fra arbejde i en uge, hvis de føler sig sløje eller har symptomer på coronavirus. Skolerne skal aflyse rejser til udlandet, og folk over 70 år skal helt undgå krydstogtsferier. Og så skal man fortsat vaske sine hænder ofte. Ingen skolelukninger, intet forbud mod større forsamlinger eller opfordring til at arbejde hjemmefra.
Dermed står den britiske håndtering foreløbig i stærk kontrast til en række andre europæiske lande, og det har ført til en sønderlemmende kritik af Boris Johnsons regering og de britiske sundhedsmyndigheder.
Den tidligere konservative minister Rory Stewart, der aktuelt er kandidat til borgmesterposten i London, sagde til Sky News:
»Vi får at vide, at vi skal blive hjemme i syv dage, mens alle andre lande taler om 14 dages isolation. Vi har tilsyneladende ikke kontakt med – eller hører på – udenlandske eksperter, der vurderer, at andre foranstaltninger skal sættes i værk. Se på et land som Danmark, hvor man tager udbruddet seriøst.«
Den konservative tidligere sundheds- og udenrigsminister Jeremy Hunt erklærede sig »overrasket og bekymret« over indsatsen, og flere sundhedseksperter var også efter regeringen.
Russisk roulette
Chefredaktøren for det medicinske tidsskrift The Lancet, Richard Horton, har beskyldt regeringen for at »spille russisk roulette« med befolkningen, mens den tidligere direktør for sundhedsvæsenet i Nordøstengland John Ashton sagde til BBC, at Storbritannien – med regeringens plan – »mistede en måneds indsats« i kampen for at forhindre spredningen. Samme kritik kom fra andre sundhedseksperter, men regeringens øverste sundhedsfaglige rådgiver, Patrick Vallance, fastholder dog indsatsen.
»Det er markant, at vi beder folk om at blive hjemme i en uge, hvis de har de mindste tegn på coronavirus. At lukke f.eks. skoler har kun en meget begrænset effekt,« siger han.
Også i Sverige blev der rejst kritik af myndighedernes håndtering. Et er, at sundhedschefen forleden valgte at prioritere en tur til Somalia frem for at håndtere virus i Sverige. Noget andet er, at lande som Norge og Danmark har indført langt hårdere restriktioner, f.eks. skolelukninger, end Sverige.
Det har fået flere svenske medier til i lederklummer at stille spørgsmål ved de svenske sundhedsmyndigheders håndtering af virussen. Aftonbladet skriver f.eks., at »den, som gør for lidt, risikerer at bidrage til, at smitten spredes mere, end den havde behøvet«, og så blev statsminister Stefan Löfven og den svenske regering kaldt for »tøsedrenge«.
Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, sagde – bl.a. med henvisning til ind- og udrejseforbuddet i Tjekkiet – at der var behov for fælles løsninger, og hun advarede mod tiltag, der begrænser bevægeligheden i Europa.