Fortsæt til indhold
International

»Beskyldninger bunder i en skjult dagsorden«

Kina afviser nu, at man skal have afpresset Færøerne i omstridt sag om 5G-netværk.

Det kinesiske statsmedie Global Times skriver på Twitter, at det kinesiske udenrigsministerium på det kraftigste afviser påstandene om, at Kina skal have forsøgt at presse Færøerne til at vælge tech-giganten Huawei som 5G-leverandør ved at true med at droppe en mulig færøsk-kinesisk handelsaftale om levering af fisk.

»Beskyldninger om, at Kina truer med at droppe handelsaftalen, hvis ikke Færøerne underskriver en 5G-kontrakt med Huawei, er fuldstændig falske og bunder i en skjult dagsorden. Kina og Færøerne har ikke en handelsaftale,« udtaler det kinesiske udenrigsministerium gennem Global Times.

Berlingske skrev tirsdag, at det danske udenrigsministerium skal have rådet Færøerne til at droppe Huawei. Dette afviser Udenrigsministeriet. Samtidig siger udenrigsminister Jeppe Kofod, at han ikke vil kommentere på lydoptagelser af den færøske erhvervsminister. Gennem en tændt mikrofon på erhvervsminister Helgi Abrahamsen kunne færøsk tv referere indholdet af et fortroligt møde mellem den færøske lagmand, Bárdur Nielsen, og den kinesiske ambassadør, Feng Tie.

Færøsk tv har fået bekræftet - uden at bruge de forbudte optagelser - at samtalen handlede om både Huawei som mulig leverandør af 5G-netværk til Færøerne og handelsforbindelserne mellem Kina og Færøerne.

Blandt andre Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, og Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har rettet skarp kritik af sagen. De har meddelt, at de ønsker at drøfte sagen på et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

»Jeg forstår, at der er et ønske om at drøfte sagen på torsdag i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Det ser jeg frem til«, sagde Jeppe Kofod tirsdag i folketingsalen.

Artiklens emner
5G
Huawei