Cristiano Ronaldo og Thunberg melder sig til kamp for brændende Amazonas
Superstjernen Cristiano Ronaldo bruger sin status til at gøre opmærksom på de omfattende brande, der lige nu hærger Amazonas.
I de seneste dage har der været stigende opmærksomhed om Amazonas-regnskoven i Sydamerika, og det er ikke af glædelige årsager.
Det er i stedet, fordi en rapport samt satelittbilleder viser, at store dele af regnskoven brænder. Det anslås således, at afbrændingen af skoven lige nu er næsten dobbelt så markant som på samme tid i fjor.
Efterhånden, som verden har fået øjnene op for de omfattende brande, har budskabet om den lidende regnskov spredt sig online.
Torsdag viste det sig, at også den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo, der spiller for Juventus, hører til blandt dem, der har tankerne rettet mod Sydamerika.
Fra hans Twitter-konto har han således skrevet:
»Amazonas-regnskoven producerer mere end 20 pct. af verdens ilt, og den har stået i flammer i de seneste tre uger. Det er vores ansvar at hjælpe med at redde planeten,« lyder det i tweetet fra superstjernen, som har har knap 80 mio. følgere på mediet.
Med sin besked har Ronaldo sluttet sig til et voksende kor af mennesker verden over, der gør opmærksom på situationen i Amazonas.
Alene på det sociale medie Twitter var hashtagget #PrayforAmazonas onsdag det mest populære på verdensplan med over 249.000 tweets. En sideeffekt ved den megen opmærksomhed har dog været, at flere brugere enten bevidst eller ubevidst har bragt forældede eller forkerte billeder af brandene.
Den kendte klimaaktivist Greta Thunberg har også skrevet ud på de sociale medier om emnet, selvom hun lige nu befinder sig på en yacht i Atlanterhavet på vej til en klimakonference.
»Selv herude på midten af Atlanterhavet har jeg hørt om det rekordhøje antal brande i Amazonas. Mine tanker går til dem, der er berørte. Vores krig mod naturen må ende,« skriver Thunberg på Facebook.
Mens aktivister, kendte og menigmænd skriver om problemet, kom det torsdag også frem, at de brasilianske myndigheder nu vil undersøge den meldte stigning i brande. Majoriteten af Amazonas ligger indenfor Brasiliens grænser.
Meldingen fra Brasilien kommer, efter landets præsident Bolsonaro har bragt sindene i kog hos flere ved at komme med ufunderede postulater, om at NGO'er står bag flere af brandene.