Zuma fremstiller sig selv som offeret

Hvis nogen havde liflige drømme eller søde forhåbninger om, at Sydafrikas tidligere præsident Jacob Zuma ville bekende alle sine synder og bede om tilgivelse – eller i det mindste blot kaste lys over, hvad der foregik i hans niårige præsidentperiode – så kunne de trække på smilebåndet over deres egen naivitet allerede mandag formiddag.

Her mødte Zuma frem for den såkaldte Zondo-kommission, der har to år til at kortlægge magtmisbrug, korruption og svindel i det offentlige, primært under Zumas præsidentperiode, og det var en alt andet end angrende mand, der satte sig i vidneskranken.

I stedet var det den velkendte Zuma, der angreb alt og alle, og som selv spillede offer for falske anklager og diverse konspirationsteorier.

Han beskyldte udenlandske efterretningstjenester for at ville ødelægge ham, han navngav tidligere kolleger og kammerater som spioner for apartheidregimet, og han drog selve kommissionens berettigelse og legitimitet i tvivl.

Velfunderet paranoia

Taktikken med afledningsmanøvrer er velkendt, selv om det er ret usædvanligt, at en tidligere afrikansk præsident skal forklare sine handlinger for en offentlig kommission. Og det er lykkedes Zuma til en vis grad af dreje den offentlig debat over på, hvad der skete i Lusaka i 1980’erne, da mange af de prominente ANC-ledere var i eksil, frem for hvad der skete i hans præsidentperiode.

Paranoia er ikke et ukendt fænomen blandt de tidligere ledere, og ofte var den velfunderet i en tid med brevbomber, forgiftninger, bombeangreb og stikkeri. Samtidig har der naturligvis været reelle magtkampe i ANC. Men Zumas beskyldninger mod navngivne kammerater har skabt stor vrede, ikke mindst fordi Zuma selv stod i spidsen for internering af andre kammerater, og fordi ANC for 25 år siden besluttede, at snakken om stikkere og dobbeltagenter skulle forstumme – nu skulle man se fremad.

Mens Zuma har demonstreret imponerende hukommelse om, hvad der foregik i Lusaka i 1980’erne og i Sydafrika i 1990’erne, så har det knebet noget mere med at huske forløbet af de sager, som kommissionen undersøger fra hans nylige præsidentperiode. Her har Zumas svar adskillige gange været, at det huskede han ikke. Ofte indledt med eller efterfulgt en kraftig rømmen eller hosten, fordi Zuma påstår, at han lider af eftervirkningerne af en influenza.

Hans hukommelse har svigtet så mange gange, at dommer Zondo måtte gøre ham opmærksom på, hvilket indtryk det kan give, når han ikke kan huske, og at der er stor forskel på ikke at kunne huske og at sige, at det har jeg aldrig sagt – eller det kunne jeg bestemt aldrig have sagt.

De sydafrikanske kommentatorer har været noget mere bastante og skrevet, at Zuma i bedste fald giver indtryk af at være inkompetent og i værste fald fuld af løgn.

Guptagate

Jacob Zuma er hovedperson i en lang række af de sager, som kommissionen skal undersøge. Det handler om uberettigede afskedigelser og udnævnelser i både regering og på topniveau i statslige virksomheder, og det handler om den indflydelse og de kontrakter, som virksomheder kunne købe sig til ved at bestikke politikere.

Centralt i mange af anklagerne står også de tre indisk-fødte Gupta-brødre, der kom til Sydafrika i 1993, og som opbyggede flere store forretningsimperier. Jacob Zuma har ikke benægtet at være venner med dem, men han benægter, at de har haft indflydelse på udnævnelser, og at de har fået særbehandling af staten.

Både Zumas datter og søn har været direktører for firmaer ejet af Gupta-brødrene, og flere politikere har fortalt, hvordan de ved samtaler med brødrene blev tilbudt indflydelsesrige poster i bytte for særlige tjenester og større beløb. Samtaler, hvor de hævder, at Zuma sad i værelset ved siden af, men det benægter den tidligere præsident.

Han benægter også at have givet tilladelse til, at et privatfly med gæster til Gupta-brødrenes nieces bryllup i det berømte Sun City kunne lande på en militærbase nær Pretoria. Det var sagen, der blev døbt Guptagate og for alvor satte fokus på det nære forhold mellem Zuma og brødrene.

Gupta-brødrenes ejendomme og ejendele blev beslaglagt for godt halvandet år siden. Brødrene selv har forladt Sydafrika og kommer sandsynligvis ikke til at vidne for kommissionen.

Korruption splitter

Det store spørgsmål er, om der overhovedet kommer noget konkret ud af afhøringen af Zuma selv. Onsdag måtte høringen afbrydes, fordi Zumas juridiske bisiddere gjorde indsigelser mod, at han blev ”krydsforhørt”, mens kommissionen fastholder sin ret til at stille uddybende spørgsmål. Høringen skulle genoptages fredag, men fredag morgen sagde Zumas hold, at hans grundlovsrettigheder bliver overtrådt, og de truede med at gå rettens vej.

Efter den udmelding måtte dommer Zondo gyde olie på vandene bag lukkede døre, hvor der blev indgået et kompromis, så kommissionen bløder sin afhøringsform op, mod at eks-præsidenten fortsætter med at samarbejde frem for at udvandre.

Mens Zuma snor sig med alt fra anklager, udenomssnak, juridiske spidsfindigheder, offerrolle og regelmæssig hosten, så har hans optræden i kommissionen igen sat fokus på korruptionen i Sydafrika. En korruption, der menes at være blevet en udbredt kultur blandt ministre, ledere af provinserne og statslige organer, og som altså ikke kun handler om Zuma selv. En korruption, der har kostet ANC stemmer og som har været med til at splitte partiet og landet, men som den nye præsident Cyril Ramaphosa har svoret at komme til livs.

Han får støtte af en lang række organisationer og fonde, der i denne uge har lanceret en kampagne mod korruption, fordi de mener, at det er en trussel mod de demokratiske fremskridt, der har været i Sydafrika, og at landet kort og godt står ved en skillevej.

Organisationerne har indkaldt til en demonstration i Johannesburg søndag.