»Hvis vi får de tre første fyre tilbage i live, så har vi været forbandet heldige«

»Der er gået en alarm.«

Forbindelsen til kontrolrummet i Houston skrattede, men Neil Armstrong gik klart nok igennem.

»Det er en tolv nul to,« lød det fra missionens kaptajn 384.000 kilometer borte.

Fejlmeldingen kunne ikke være kommet på et dårligere tidspunkt den 20. juli 1969, godt to minutter før månemodulet ”Eagle” (”Ørnen”) efter planen skulle nå Månens overflade.

Hvad værre var: En lignende fejl havde afbrudt en simuleret landing under træningen bare to uger tidligere.

»Kan vi få en vurdering af tolv nul to-alarmen?«

Den fåmælte Neil Armstrong, kendt for aldrig – aldrig – at tabe fatningen, lød ukarakteristisk urolig. Der var tale om et problem med computeren om bord på månemodulet, konstaterede teknikerne i det enorme kontrolrum i Texas. Men var det alvorligt nok til at blæse retræte få kilometer fra det forjættede mål for et årtis anstrengelser?

»Vi hører dig. Vi er o.k. med den alarm,« lød svaret til missionens kaptajn efter nogle lange sekunders tøven.

Der fulgte flere ”1202”-meldinger med enerverende biplyde og blinkende lamper og derefter endnu en beslægtet alarm, ”1201”.

Armstrong og Edwin ”Buzz” Aldrin, månemodulets pilot, ignorerede forstyrrelserne, for i mellemtiden var ”Eagle”s svæv kommet ud af kurs.

En god halv kilometer over Månens overflade, med omkring et minut til landingen, kunne Armstrong konstatere, at computeren styrede dem mod et krater med mange store klipper, der risikerede at beskadige fartøjet.

Han slog den manuelle kontrol til:

»Computeren var stadig involveret, men han ville fortælle den, hvad den skulle gøre; det var ham, ikke computeren, der nu skulle kontrollere landingen,« skriver forfatteren James Donovan i sin bog ”Shoot for the Moon” om den første månelanding.

Anslået 400.000 ingeniører og teknikere havde bidraget til Apollo-programmet og muliggjort de teknologiske tigerspring, der havde sendt Armstrong og Aldrin og missionens tredjemand, Michael Collins, ud, hvor intet menneske før havde været.

Mens ”Eagle”s brændstofmåler faldt mod nul, og endnu en advarselslampe begyndte at blinke gult, lå det nu i hænderne på en enkelt person at sikre, at missionen nåede sit afgørende mål, og forhindre, at den udviklede sig til en katastrofe transmitteret direkte ind i stuerne hos over en halv milliard tv-seere.

De havde fået serveret en meget jordisk morgenmad med æg og bøffer, kaffe og appelsinjuice. Der havde også været godt med grøntsager, men dem var astronauterne ikke helt så begejstrede for.

Derefter var de tre mænd blevet iført deres rumdragter, en timelang, omstændelig proces, hvor enhver detalje blev tjekket og dobbelttjekket.

I dokumentarfilmen ”Apollo 11” indgår optagelser fra forberedelserne for 50 år siden: »Man kan godt se, at Neil Armstrong er om ikke bekymret, så koncentreret og tænker nøje over, hvad det er, han har begivet sig ud i,« siger Kristian Pedersen, direktør for rumforskningsinstituttet DTU Space.

For at missionen var risikabel, ja, livsfarlig, kunne selv den mest tungnemme forstå. To et halvt år tidligere var tre astronauter fra Apollo 1-missionen omkommet i en brand på startrampen på Cape Kennedy under en øvelse.

»Hvis vi får de tre første fyre tilbage i live, så har vi været forbandet heldige,« har Robert Gilruth, en af Apollo-programmets fædre, siden sagt om bekymringerne forud for Apollo 11-missionen.

Der blev klappet, da astronauterne forlod bygningen for at begive sig ud på den godt 10 km lange tur ud til rumcentrets rampe 39A, hvor den enorme ”Saturn V”-raket var opstillet.

Næsset Cape Canaveral i Florida, der huser rumcentret, hed på dette tidspunkt Cape Kennedy til minde om præsident John F. Kennedy, der i 1961 havde sat gang i det rasende ambitiøse måneprojekt – og som også havde formuleret en deadline for den første bemandede månelanding inden udgangen af 1960’erne.

Det var under vægten af en hel nations forventninger, at de tre astronauter tog elevatorerne op til spidsen af den godt 110 meter høje raket, hvor kommandomodulet, den kabine, der skulle huse dem under færden ud i rummet, befandt sig.

»12, 11, 10, 9, tændingssekvensen er startet.« Speakeren Jack Kings stemme blev næsten overdøvet af brølet fra de fem motorer, som skulle sende raketten de første godt 60 km opad og ud af stratosfæren på bare to et halvt minut.

Resultatet af det meste af et årtis intenst udviklingsarbejde og en investering på over 25 mia. dollars – godt 150 mia. dollars (ca. 1.000 mia. kr.) i nutidspenge – stod på rampen endnu nogle sekunder.

Det var et mirakel af moderne ingeniørkunst: Alene i Saturn-raketten var der fire millioner komponenter plus yderlige tre millioner komponenter i kommandomodulet og månemodulet i toppen af raketten.

»Fem, fire, tre, to, et, nul. Fem, fire, tre, to, et, nul, den fyrer på alle motorer,« fortsatte Jack King, mens bunden af raketten blev omspændt af flammer.

Ved siden af den enorme Vehicle Assembly Building (VAB), den bygning, hvor raketten var blevet samlet, havde man opstillet tribuner til 6.000 særligt indbudte gæster. Der var også næsten 3.500 amerikanske journalister og over 800 udenlandske reportere til stede for at dække opsendelsen.

Cape Canaveral ligger omgivet af et vådområde, der er gennemskåret af vandløb og floder. Her kan lure en alligator, og i højsommeren er der en guds velsignelse af insekter i luften. Men i dette øjeblik havde ingen af den lille million tilskuere ved atlanterhavskysten øje for hverken myg eller krybdyr.

De havde overnattet, hvor det kunne lade sig gøre – en del under åben himmel – og stod nu, hvor man end kunne få et glimt af opsendelsen – langs floder og ved vandløb, på Playalinda-stranden, kendt blandt de lokale som »raketstranden«, på skibe på havet og i områdets floder.

»Vi er startet, 32 minutter efter klokken hel. Liftoff on Apollo 11,« råbte Jack King, mens tilskuerne i Florida og foran millioner af tv-apparater fulgte raketten, der blev løftet på en søjle af ild.

Minderne fra denne store tid kan beses på Kennedy Space Center.

Mest imponerende er et eksemplar af den mægtige ”Saturn V”-raket, men også rumdragter, månesten og kommandomodulet fra Apollo 14 – en af de missioner, der fulgte efter succesen i juli 1969.

Siden har man her på det, der bliver kaldt rumkysten, i Florida været gennem to store nedture – da Apollo-programmet blev lukket i midten af 1970’erne, og da rumfærgeprogrammet ophørte i 2011.

Men der er liv igen ved startrampe 39A, som leases af SpaceX, det privatejede rumfartsfirma, der i dag er et af USA’s bedste bud på fremtidige missioner til Månen og Mars.

På Playalinda-stranden er der fuldt hus, når der sker noget hos naboerne på Kennedy Space Center:

»Vi samles hernede, når SpaceX sender op. Det minder lidt om dagene med Apollo og rumfærgen,« siger Bob Lemon, en lokal pensionist, der er ude at gå sig en tur langs havet.

Men selv i dag, 50 år efter, befinder Apollo 11-missionen sig i en klasse for sig selv:

»Det, som skete, var på kanten af det mulige, og det er stadig en fantastisk bedrift. Det faktum, at der ikke har været nogen på Månen siden 1972, fortæller os, at det ikke er så nemt,« siger Kristian Pedersen fra DTU Space.