New Yorks førstemand er præsidentkandidaten, alle i USA elsker at hade

WASHINGTON

Han blev genvalgt som borgmester i USA’s største og rigeste by med en overvældende valgsejr for mindre end to år siden.

Han har gået på fine universiteter, haft en brillant politisk karriere kulminerende med hidtil fem år på topposten i det fremgangsrige New York, og hans progressive standpunkter falder godt i tråd med den fremherskende politiske mode i det demokratiske parti.

Bill de Blasio, New Yorks borgmester, har kort sagt en profil, der kunne placere ham blandt favoritterne til Demokraternes nominering i 2020.

Men der befinder han sig ikke. Slet ikke.

Borgmesterens entré på den landspolitiske scene sidste måned, da han erklærede sit kandidatur, blev fulgt af buhråb og latterliggørelse både fra republikansk og – måske mere overraskende – demokratisk side.

Hvis Donald Trump skulle få brug for lidt adspredelse fra sine egne lave popularitetstal, så kan han bare kigge på den nationale opbakning til de Blasio.

Kun 8 pct. af de adspurgte i en måling fra Quinnipiac University sidste måned havde et positivt indtryk af de Blasio, mens 45 pct. havde et negativt syn på kandidaten – et nettounderskud på popularitetskontoen på 37 pct.

Det er et uhørt skidt udgangspunkt sammenlignet med andre kandidater. Trump, der ikke er for godt kørende, har f.eks. et nettounderskud i samme måling på minus 19 pct., mens den førende demokrat, Joe Biden, har et plus på 10 pct.

Newyorkeren Donald Trump lagde som vanligt ikke fingrene imellem i sin vurdering af de Blasio i forbindelse med dennes opstilling som præsidentkandidat:

»Han er en VITTIGHED, men hvis du kan lide høje skatter og kriminalitet, så er han din mand,« tweetede Trump i sædvanlig stil.

Det er bl.a. ringe offentlig transport, bolignød, korruption og enorme sociale forskelle indbyggerne imellem, som har slidt på de Blasios popularitet.

Charlottes fatale fald

Og så er der historien med murmeldyret, som har været med til at give borgmesteren et ry som noget af en klodrian: I februar 2014 var den nyvalgte de Blasio på besøg i en zoologisk have i New York-området i forbindelse med den årlige såkaldte groundhog day, hvor et murmeldyr afgiver et meteorologisk varsel om vinterens varighed.

Borgmesteren var udrustet med særlige handsker for ikke at blive bidt, men tabte alligevel murmeldyret Charlotte, der døde få dage senere, muligvis som en følge af uheldet.

Videoen, hvor borgmesteren taber murmeldyret Charlotte:

Måske var det et dårligt varsel for de Blasio, i hvert fald mener tre af fire newyorkere, at borgmesteren burde blive hjemme og rydde op i storbyen frem for at kaste sig ud i en vanskelig landsdækkende kampagne.

»Hvis du ikke kan få den her by til at fungere, kan du bestemt ikke få landet til at fungere,« sagde Joe Dao, en aktivist i politifolkenes fagforening i New York til netmediet Politico i forbindelse med de Blasios opstilling.

Han er ikke den første New York-borgmester, der har haft svært ved at slå igennem i amerikansk landspolitik. Selv meget populære borgmestre som Rudy Giuliani og Michael Bloomberg har fejlet på nationalt plan.

Giuliani, der i dag er en ofte højtråbende advokat for Donald Trump, floppede fælt i valgkampen for den republikanske nominering i 2008.

Michael Bloomberg, som sad på posten i 12 år, har adskillige gange taget tilløb til at prøve lykken som præsidentkandidat, men har hver gang opgivet projektet.

Newyorkere har et blandet ry hos amerikanerne – mange uden for metropolen opfatter dem som storsnudede og uhøflige – men det er ikke kun borgmestre fra New York, der har problemer med at skaffe sig opbakning på tværs af det store land.

Man skal tilbage til 1880’erne og præsident Grover Cleveland for at finde en politiker med fortid som borgmester i en by af en vis størrelse, der efterfølgende har kunnet flytte ind i Det Hvide Hus.

»Op gennem amerikansk historie er vejen til Det Hvide Hus ikke gået via byernes gader,« konstaterer Citylab, en tænketank, i en analyse af fænomenet.