Fortsæt til indhold
International

Dansk ekspert efter to flystyrt med Boeing: Der er ingen grund til bekymring

Han mener dog, det er fornuftigt, at flyselskaber verden over indstiller flyvningen med Boeing 737 MAX 8 fly, indtil man har fået en nærmere afklaring.

Der er ingen grund til bekymring, hvis du på ferierejsen ankommer til lufthavnen og opdager, at du skal med et Boeing 737 MAX 8-fly. Første nærliggende indskydelse kunne være - efter weekendens styrt i Etiopien med et fly af samme type - om man hellere skulle vende om.

Men du kan trygt gå om bord. I hvert fald hvis man spørger Hans Christian Stigaard, konsulent i flysikkerhed og tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn.

»De to piloter, som sidder oppe foran, vil jo lige så gerne nå helt frem, som passageren vil. Så de flyver ikke, hvis de vurderer, at der er noget i vejen med flyet,« siger Hans Christian Stigaard.

Flystyrtet i Etiopien søndag var det andet flystyrt med et Boeing 737 MAX 8 på under seks måneder. I slutningen af oktober 2018 styrtede et fly fra Lion Air ned i Indonesien. Dengang mistede 189 personer livet. Ved flystyrtet søndag var det samtlige 157 personer om bord, som omkom. Det antages indtil videre, at problemer med flyenes software var årsag til begge styrt.

Hans Christian Stigaard kan på baggrund af dette godt forstå, at man kan føle sig lidt utryg, hvis man opdager, at det er et Boeing 737 MAX 8, der står ude ved gaten. Men sandsynligheden for, at der sker noget, er minimal.

»Jeg ville nok ikke flyve med Ethiopian Airlines lige nu. Men snakker vi om Norwegian eller Ryanair, som er nogle af dem, der er meget brugt i Danmark, vil jeg sige, at selvfølgelig skal man flyve med dem. Rent statistisk sker der nok ikke mere,« siger Hans Christian Stigaard.

Norwegian offentliggjorde tirsdag en ny rute med samme flytype mellem Billund og København. Senere på dagen indførte samme selskab dog midlertidigt flyveforbud med netop Boeing 737 MAX 8-fly. Norwegian er ikke det eneste flyselskab, som har indført et sådant forbud. I en række lande har man helt indstillet brugen af flytypen. Det gælder f.eks. Australien, Storbritannien og Tyskland.

»Jeg synes, det er rigtig klogt, at selskaberne holder flyene på jorden. Jeg vil fastholde, at jeg ville have fløjet med flyene. Men det er godt, at selskaberne tager stilling, indtil der er afklaring, så der ikke opstår panik,« siger Hans Christian Stigaard.

Artiklens emner
Boeing