Fortsæt til indhold
International

Pave Frans frasagde sig glans og glitter, men laver ikke om på kirkens dogmer

Pave Frans tog verden med storm med sin ydmyge og jordnære tilgang til embedet. Efter fem år melder spørgsmålene sig: Hvor meget er forandret i kirken, og hvor langt er han nået i oprydningen af de skandaler, som førte til den tidligere paves utidige afgang?

Havde pave Frans set godt efter, ville han måske kunne få øje på skiltene med ”Hvor er Emanuela Orlandi?” i menneskemængden den forårsaften, da han for første gang viste sig som pave i vinduet over Peterspladen i Rom.

Orlandi spøger i Vatikanet, og myten fik ekstra næring, da der i november dukkede en kasse med benrester op i Vatikanets ambassade i Rom. Det fik straks spørgsmålet til at melde sig: Kunne det være Emanuela Orlandi, datter af en ansat i Vatikanet og 15 år i juni 1983, da hun sagde farvel til to veninder ved et busstoppested og aldrig vendte hjem. Knoglerne viste sig at stamme fra en mand, men pigens skygge har hvilet over nu tre paver. Det endnu ubesvarede spørgsmål er, om også pave Frans er vidende om det, som antages at være en frygtelig sandhed, som, alt afhængig af hvilket spor man følger, kan knyttes til de store dramaer, som pavestolen er omgærdet af: attentatet mod pave Johannes Paul II i 1981, bankmanden Roberto Calvi, som i 1982 blev fundet dinglende fra en bro over Themsen, forbindelser til mafiaen og pædofili.

Demonstration for at få svar på, hvad der blev af Emanuela Orlandi. Arkivfoto: AP /Andrew Medichini

Men uanset hvad paven måtte vide eller ej, blev fundet af knoglerne anledning til at se tilbage på Frans’ nu mere end fem år i embedet. Den 81-årige argentiner har været katolikkernes overhoved i lige så lang tid, som en valgt præsident eller premierminister normalt har til at gennemføre sine planer.

Kirken under anklage

Da paven blev valgt i marts 2013, overtog han en ministat, som nærmest lå i ruiner. Plaget af rygter, bagvaskelse, ekstravagance og illoyalitet, som journalisten Gianluigi Nuzzi indgående havde beskrevet i sin bog ”Hans Hellighed, pave Benedikt XVI’s hemmelige dokumenter”. Den førte til den første retssag i Vatikanets nyere historie, og en lille celle bag indgangen til venstre for Peterskirken måtte pludselig støves af, da pave Benedikts butler blev anholdt efter beskyldninger om, at det var ham, som havde smuglet de breve ud, som var kilde til Nuzzis opsigtsvækkende bog.

Uden for Vatikanets mure var den katolske kirke under anklage for at dække over præsters seksuelle misbrug af børn, samtidig foregik der en magtkamp mellem kirkens mange strømninger, og i centrum for det hele stod Vatikanets bank, IOR, hvis transaktioner i flere tilfælde i bedste fald var tvivlsomme, i værste fald ulovlige. Pave Benedikt XVI frasagde sig som den første pave i seks århundreder embedet. Efter godt et døgns indespærring i Det Sixtinske Kapel steg den hvide røg op, »Habemus papam« lød det. Frans trådte frem på balkonen med sit: ”Brødre og søstre, godaften” og varslede en ny tid for den katolske kirke.

Han gav afkald på at bo i paveboligen og forblev på sit lille hotelværelse, foretrak at køre i ydmyge køretøjer og overraskede hjemløse med at invitere dem til fødselsdag i Vatikanet. Pave Frans fremstod som den ydmyge og gode pave, hvis første rejse gik til Lampedusa, Italiens sydligste ø, som er mange migranters første møde med Europa efter turen over Middelhavet. Han anlagde en grøn profil, tog sociale medier til sig og bruger Twitter både til at fortælle om sine oplevelser og til små opbyggelige ord om Gud og Jesus.

Fornærmende ydmyghed

Faktisk var Frans ifølge den afgående paves betroede medarbejdere lige ydmyg nok. For fem år siden besværede den tidligere privatsekretær Georg Gänswein sig til avisen Die Zeit over, at pave Frans med sin ydmyghed næsten fornærmede forgængeren, tyske Benedikt XVI, som gerne optrådte i fuld ornat. Vatikanets tidligere magtfulde administrationschef Tarcisio Bertone gik en helt anden vej end Frans, da han rykkede ind i en 296 kvm stor penthouse lejlighed med tagterrasse og udsigt til Peterskirken, angiveligt betalt af fonde til godgørenhed.

Også det blev afsløret af bl.a. Nuzzi, som ufortrødent er gået videre med at følge pengesporet og senest i 2017 udgav en bog ”Peccato Originale” (dansk: ”arvesynd”), som mere end antyder, at oprydningsarbejdet i ministaten er stødt på mange forhindringer.

»Det er som at rengøre en sfinx med en tandbørste,« skulle paven selv have udtalt ifølge The Telegraph, som i december 2017 gjorde status over endnu et år med pludselige udskiftninger blandt betroede medarbejdere, bl.a. en undersøger, som beskyldtes for at spionere mod sine overordnede og souschefen i den altid skandaleombruste bank IOR, som bestyrer Vatikanets ufatteligt store rigdomme og gentagne gange er blevet beskyldt for at dække over hemmelige konti.

Katolske præsters misbrug af børn synes at være et emne, som til stadighed dukker op. Pave Frans har sagt undskyld, afskediget to biskopper i Chile og har indkaldt til konference i Vatikanet i februar 2019. Fredag før jul sagde han i sin årlige tale til kurien, at kirken aldrig må forsøge at dysse noget ned og opfordrede de præster, som måtte have misbrugt mindreårige til at melde sig selv.

Den stædige Frans

John Allen, en anerkendt kender af Vatikanet, skriver i en analyse, at der ved siden af den gode Frans trives en meget stædig Frans, som betyder, at des større pres der lægges på ham for at handle, des større sandsynlighed er der for, at det ikke sker.

Til gengæld er det lykkedes for pave Frans at sætte om ikke varige, så i hvert fald længerevarende spor i den katolske kirke. I 2015 udnævnte han 39 nye kardinaler, som primært kommer fra verdens fattigere områder. Den dag Pave Frans ikke er pave mere, er det dem, som skal lukkes ind i Det Sixtinske Kapel for at enes om hans efterfølger. På de helt store spørgsmål om abort, homoseksuelles rettigheder og kvinders stilling har Pave Frans ikke vist sig som en fornyer. Han har blødt forsigtigt op på enkelte spørgsmål og åbnet mulighed for, at fraskilte kan gå til alters, men når det gælder abort, prævention , skilsmisse og kvinders mulighed for at blive præster, er der lukket land.

»Det kan ikke lade sig gøre, spørgsmålet blev lukket af pave Johannes Paul II, og jeg vil ikke åbne det igen,« fastslog Pave Frans i et længere interview med nyhedsbureauet Reuters i juni.

Om kirkens fremtid svarede paven, at når Herren banker på døren, så må man lukke op. En kirke, som lukker sig om sig selv, har ingen fremtid.