Billetter til Macron-besøg blev revet væk på to minutter
Tusindvis af studerende har prøvet at få fat i billetter til næste uges debat på Den Sorte Diamant mellem den franske præsident, Emmanuel Macron, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Mange er gået forgæves.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, sælger billetter i en hastighed, som flere popstjerner kun kan drømme om.
To minutter tog det, så var de 600 gratis billetter til præsidentens debat om Europas fremtid med Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og studerende revet væk.
Debatten finder sted tirsdag eftermiddag i næste uge i Den Sorte Diamant (Det Kongelige Bibliotek, red.) og er en del af begivenhederne under Macrons store statsbesøg i Danmark.
»Det her slog simpelthen alt, vi nogensinde har oplevet. Dem, der kommer tættest på, er måske Haruki Murakami eller Jonathan Safran Foer (forfattere, red.), hvor begge arrangementer blev udsolgt på mellem fem og otte minutter,« siger kulturproducent ved Det Kongelige Bibliotek, Lise Bach Hansen, til Jyllands-Posten.
Arrangørerne af debatten har oprettet en elektronisk venteliste, og fredag formiddag talte den 1580 studerende. Oven i dem kommer 900 ikke-studerende, som ligeledes har prøvet at få fat i billetter til det populære arrangement.
På Det Kongelige Biblioteks Facebook-side har flere brugere ligeledes efterlyst billetter.
»Det er svære end at få en billet til Rolling Stones – jeg klikkede præcis klokken 12 (da billetterne blev sat fri onsdag, red.), men de var allerede væk,« skriver én.
Andre lover enten øl eller en »flaske med bobler«, til dem der kan skaffe dem en billet.
Debatten bliver streamet
De studerende uden billet og andre interesserede har dog stadig mulighed for at opleve Macron og Lars Løkkes debat.
Den vil nemlig blive streamet til en række folkebiblioteker rundt omkring i hele landet.
Her vil det være muligt for de fremmødte at blive sendt live igennem til Dronningesalen i Det Kongelige Bibliotek, hvor debatten foregår, så de kan stille spørgsmål til præsidenten.
Inden arrangementet går af stablen tirsdag, vil Emmanuel Macron blive præsenteret for en række af de originale Søren Kierkegaard-manuskripter, der bliver opbevaret på Det Kongelige Bibliotek.
»Macron og hans folk har vist store interesse for at se disse ting. Macron er meget interesseret i filosofi, så Kierkegaards manuskripter er en sjov klangbund at tale Europas fremtid på,« siger kulturproducent ved Det Kongelige Bibliotek, Lise Bach Hansen.
Udover den franske præsidents interesse for filosofi er Kierkegaard også et naturligt bindeled imellem Frankrig og Danmark - rent intellektuelt, påpeger hun.
»Kierkegaard er Danmarks største filosof. Han er eksistentialist, og efter ham kom de store eksistentialistiske franske filosoffer som Albert Camus og Jean-Paul Sartre.«
Det er første gang siden 1982, at en fransk præsident kommer på statsbesøg i Danmark.
Besøget strækker sig over to dage, tirsdag og onsdag i næste uge.
Udover debatten i Den Sorte Diamant skal Emmanuel Macron og hans kone, Brigitte Macron, også deltage ved en række officielle arrangementer med både det danske kongehus og repræsentanter fra den danske regering og Folketinget.