Hjort afviser USA’s spionmistanke mod gasledning
Rusland vil bruge Nord Stream 2 til spionage, siger USA. Men det afviser Danmark. Gasledningen deler Nato, siger Stoltenberg.
BRUXELLES — Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser blankt USA’s seneste argument mod gasrørledningen Nord Stream 2.
For et par uger siden advarede det amerikanske udenrigsministerium om, at Rusland vil bruge gasledningen til at spionere mod Vesten.
»Når vi ser på regeringer og selskabers evne til at bruge infrastruktur som et værktøj til at placere ting og teknologier, der kan lytte, følge og overvåge, så er det en bekymring i forhold til lige præcis dette undersøiske rørledningsprojekt i Østersøen,« sagde ministeriets repræsentant, Sandra Oudkirk, til en række internationale medier.
»Det nye projekt vil gøre det muligt at placere nye teknologier langs rørledningens rute, og det er en trussel,« sagde hun.
Stoltenberg: Deler Nato
Netop spørgsmålet om trusler er relevant for Danmark, der stadig har mulighed for at afvise Nord Stream 2’s ansøgning om at føre rørledningen gennem dansk søterritorium syd for Bornholm. Det kan regeringen gøre, hvis udenrigsministeren skønner, at den vil svække Danmarks udenrigs-, sikkerheds- eller forsvarspolitiske interesser. Sagen er blevet undersøgt siden januar, foreløbig uden afgørelse.
Gasledningen kan styrke Ruslands indflydelse på Europas energiforsyning, og i lyset af Ruslands ageren de seneste år gør det Nord Stream 2 politisk svær for Danmark. USA presser på for at få ledningen bremset, mens andre nære allierede som Tyskland ønsker den gennemført. Den danske regering holder alle muligheder åbne, men nu afviser forsvarsministeren dog det amerikanske argument om spionage via cementrøret på havets bund.
»Det har jeg prøvet at undersøge. Men jeg tror ikke, at det vurderes herhjemme i efterretningskredse som realistisk, at de skulle udbygge rørledningen med det,« siger Claus Hjort Frederiksen.
»Vi ser ikke, at den spionagemæssige vinkel har en rolle,« tilføjer Hjort, der torsdag mødes med sine kolleger i Nato.
Direkte adspurgt, om Nato deler USA’s spionfrygt, svarer Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg:
»Som du ved, er der forskellige syn på Nord Stream 2 blandt Natos allierede.«