International

Putins antydninger om jødisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg vækker forargelse

»Det er dybt foruroligende at se, at den russiske præsident giver nyt liv til de klassiske antisemitiske stereotyper, der har plaget hans land i flere hundrede år.«

Vladimir Putin antydede i et interview med NBC, at etniske minoriteter kan stå bag den russiske indblanding i præsidentvalget i USA. Foto: Alexei Druzhinin/AP

Rusland har længe været under mistanke for at have blandet sig lidt for meget i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

I den forbindelse er 13 russiske statsborgere og tre firmaer blevet anklaget for at have forsøgt at påvirke valget i Donald Trumps favør. Russerne skal angiveligt have stjålet amerikanske identiteter og udgivet sig for at være politiske aktivister.

Senest har Ruslands præsident, Vladimir Putin, også åbnet muligheden for, at andre etniske minoriteter kan have haft en finger med i spillet, blandt andet jøder. Det skriver CNN.

»Måske er de slet ikke russere. Måske er det ukrainere, tatarer eller jøder, bare med russisk statsborgerskab. Selv det skal undersøges nærmere,« sagde Vladimir Putin i et interview med NBC.

Putin: Jeg er ligeglad med russisk indblanding i USA-valg

Præsidentens spekulative udmeldinger har nu vakt voldsom forargelse hos flere amerikanske jødiske lobbyorganisationer.

»Det er dybt foruroligende, at den russiske præsident giver nyt liv til de klassiske antisemitiske stereotyper, der har plaget hans land i flere hundrede år,« lød det fra Jonathan A. Greenblatt fra Anti-Defamation League.

På samme måde skrev den amerikanske jødiske komité på Twitter, at der med udmeldingen kan drages paralleller til en lignende situation fra 1903, hvor russiske aviser bragte usande historier om, at jøderne var ude på at overtage verden.

Senere var propagandafremstødet til stor inspiration for Adolf Hitler.

Også den amerikanske senator i Connecticut, Richard Blumenthal, har meldt sig i koret af kritikere. Han har på Twitter opfordret verdens stormagter til at fordømme præsidentens udmeldinger.

I interviewet med NBC pegede Vladimir Putin imidlertid også på andre etniske minoriteter med mulig forbindelse til det amerikanske præsidentvalg, nemlig ukrainere og de muslimske tatarer.

Begge minoritetsgrupper har længe haft et meget konfliktfyldt forhold til den russiske befolkning.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her