Dramatisk finale på Explorerekspedition

Johannesborg

Når man er rigtigt ude at rejse, kommer der ofte et tidspunkt, hvor kroppen bare siger stop. Hvor den ikke kan mere. Hvor hele immunsystemet er nede. Hvor man er træt og udslidt og bliver irritabel over de mindste ting. Og hvor man begynder at blive småsyg.

Der var vi for snart længe siden.

Vi var alle nede og skrabe bunden, efter at vi på en enkelt dag havde tilbragt 16-18 timer i taxa med en bindegal chauffør bag rattet på en støvet og larmende tur gennem den nordindiske hede, og hvor vi samtidig måtte kæmpe med kramper i benene, hovedpine og andre efterdønninger efter vores lille ekspedition i Himalaya-bjergene.

Højt tempo

Det hjalp gevaldigt at komme til rolige og smukke Namibia, hvor vi kun har mødt søde og hjælpsomme mennesker.

Men også her har tempoet været højt for at kunne nå hele det kompakte explorerprogram.

Og da vores køretur gennem Namibias og Botswanas ørkenlandskab blev lidt længere end planlagt, fordi vi ”glemte” at kigge på et vejkort, blev det for meget for Klaus’ krop. Ved ankomsten til Maun i Botswana ville hans 207 centimeter lange krop bare ikke mere. Maven gik helt amok, og en skade i det ene ben, han fik umiddelbart inden, vi tog hjemmefra, begyndte at gøre knuder.

Safari

Vi fik os indlogeret på en lækker lodge i udkanten af safaribyen Maun. Og da Klaus næste morgen ikke havde fået det bedre, besluttede han at blive på hotellet, mens JP’s to øvrige exploratører sammen med Martin fra DR drog ud på safari i Okavango-deltaet med et chartret privatfly med ikke mindre end to piloter.

Vilde dyr

Det blev en fantastisk tur ud over savannen og deltaet, der er smækfyldt med alle mulige former for vilde dyr. I det klare og rene vand kunne vi fra flyets vinduer se flodheste ligge på bunden af floden, ligesom vi undervejs spottede adskillige elefanter, giraffer, zebraer, bøfler og antiloper.

Når man befinder sig dybt inde i verdens største indlands-floddelta sammen med sit eget privatfly, føler man sig unægtelig som lidt af en Indianajones ude på eventyr.

Da vi senere også blev inviteret på sejltur i deltaet i en stor speedbåd og undervejs budt på en kølig øl ombord på en husbåd inde i hjertet af det finurlige delta, der snor sig langt mere, end Skjern Å nogensinde vil komme til, så følte vi os i sandhed som hensat til tiden fra før, turismen fik ødelagt mange af de store naturoplevelser her på kloden.

Vi var verdensmænd på udflugt i et af verdens flotteste og mest eksotiske vådområder.

Tilbage i Maun måtte vi desværre konstatere, at Klaus havde fået det væsentligt værre. Hans ene ben var nu hævet kraftigt op, og der var kun et at gøre - at få ringet til en læge.

Dårligt sundhedsvæsen

Som sagt så gjort. Og forsikringsselskabets læge hjemme i Danmark beordrede vores tapre kollega til lægen - ikke i Maun, da sundhedsvæsenet her lader lidt for meget at ønske - men i Johannesborg i Sydafrika, knap to timers flyvetur væk.

Trods ulidelige smerter blev Klaus derfor nødt til at stå op af den seng, han nu havde tilbragt næsten tre døgn i, med besvær klatre op i en taxa og videre ind i et fly, før han endelig tre-fire timer senere ankom til lægeklinikken i lufthavnen i Johannesborg.

Her var dommen hård og kontant: Ingen flyvning før benet var behandlet og i bedring. Første melding fra sygehuset taler om to-fire dage, inden han er rask nok til at flyve hjem.

Resten af det stærkt decimerede explorerhold vil nu sætte kurs mod Danmark.

Men inden sidste mand er sikkert hjemme i Danmark, er JP’s Klimaekspedition ikke slut.