Forkert i ørkenen
Det blev næsten katastrofalt, da JP Explorer kørte forkert i den namibianske ørken. For efter mørkets frembrud er det ikke sikkert at færdes på vejene, der bliver fyldt op med dyr.
Maun, Botswana
Det er faktisk flot gået, at vi under jordomrejsens mange kilometer i fly og bil endnu ikke har taget den forkerte vej en eneste gang.
Det vil sige indtil i dag.
Men da vi endelig glemte at dreje fra på det rigtige tidpunkt, blev det manglende overblik næsten katastrofalt.
Vi var på vej fra Windhoek, Namibia, til Maun i Botswana for at undersøge konsekvenserne af, at namibianerne vil føre en pipeline fra Okavango-floden ned til hovedstaden.
Efter at have overnattet omkring 120 kilometer fra grænsen startede vi næsten morgen vores lejede, firhjulstrukne Toyota - sådan en er et must herude på grænsen til Kalahari-ørkenen.
Vi var godt tanket op efter en steak til aftensmad. Herude på landet kommer de i 600-grams størrelsen.
Overså skilt
Men måske var vi lidt for fyldte, for vi overså det store, grønne skilt mod Botswana og undrede os ikke over, at asfaltvejen pludselig blev til en grusvej. Da vi havde kørt i omkring to timer ad den støvede landevej, begyndte vi at undre os over, at vi ikke så nogen skilte, om at vi nærmede os grænsen. Og da vi så et skilt, der pegede mod Windhoek, blev vi for alvor bekymrede. Et kig på kortet afslørede, at vi havde kørt stik syd i stedet for nordøst. Og herude i ørkenen kører man altså ikke bare en smutvej på tværs af det hele, så der var ikke andet at gøre end at køre samme vej tilbage og starte forfra.
Det var ikke den eneste af dagens skuffelser. For selv om vi er i øde områder, så vi ikke mange vilde dyr på vores vej. Vi troede, at vi skulle se zebraer, gnuer eller kutaer - men det eneste vilde, vi så, var en enkelt struds. Og den stak ikke engang hovedet ned i jorden, da vi kom farende forbi.
Landsbykraaler
Derimod var der masser af heste, køer og æsler overalt. Og med mellemrum så vi landsbykraaler med runde huse og tag af strå. Her lugtede det lidt af det Afrika, som man forestiller sig, det skal være.
Omkørslen var tæt på at blive katastrofal. Vi er blevet advaret mod at køre om natten. Ikke på grund af faren for overfald, men fordi dyrene, når det bliver aften, absolut skal ud at gå på vejen. Hvad så end årsagen er.
Og advarslerne var ikke for sjov, erfarede vi.
Hastigheden blev sat ned fra 150 km/t til under 100. Og det føltes som om samtlige af landets dumme æsler absolut skulle gå foran bilen.
Vi prøvede efter bedste indiske metode at tude i hornet, men de dumme dyr var simpelthen fuldstændig ligeglade. Og det er svært at spotte et æsel på en mørk landevej. Hundredvis af æsler, køer og heste måtte vi snige os udenom i mørket - men efter den livsfarlige tur nåede vi endelig vores mål, Maun, hvor Okavango-floden munder ud i et kæmpe ørkendelta.