Indisk kaos

Delhi, Indien

Allerede da vi klokken to om natten klatrer ud af flyveren i lufthavnen i Delhi, mærker vi Indien på vores kroppe.

Selv her midt om natten er temperaturen over 30 grader. Lugten er anderledes. Og så er alt kaos.

Vi forsøger at hæve penge i en automat, men den virker naturligvis ikke, så vi må finde nogle dollarsedler frem og få dem vekslet på et lille tvivlsomt vekslekontor. Så tumler vi ud på parkeringspladsen og hyrer en taxa for at komme til vores hotel.

På vejen fra lufthavnen får vi den første forsmag på trafikken i dette store land, hvor indbyggertallet for længst har passeret en milliard.

Hellige køer

I de fleste kryds ligger folk midt på gaden og sover. Enkelte har et primitivt telt over hovedet, mens de fleste tilbringer natten under åben himmel. Et sted ligger folk på rad og række og sover ovenpå deres cykler. Vores chauffør skal være godt vågen for hverken at ramme sovende folk eller hellige køer, der selv her midt i Delhis overfyldte gader vader rundt også midt om natten.

Antallet af larmende, osende lastbiler - ofte uden lys på - er også imponerende på denne tid af døgnet.

Næste dag overvejer vi først at leje vores egen bil for at køre til Explorers næste destination, Ludhiana i Punjab. Den idé bliver dog hurtig droppet til fordel for et mere behageligt - og trygt - tog. Men da vi løber på en lokalkendt dansker, der lige kender en fyr, vi kan leje en taxa med chauffør hos, lader vi os overtale.

Og gudskelov for det.

Klokken syv om aftenen forlader vi Delhi i vores taxa med kurs mod nordøst. Trafikken er nu fuldstændig vanvittig. Der er biler, cykler, knallerter, motor-richshaws, lastbiler, busser, hellige køer og mennesker overalt.

Hvis vi troede, at trafikken i Kina var kaotisk, er vi nu blevet temmelig meget klogere.

Med vores chauffør bag rattet begiver vi os ud i den indiske nat på et vejnet, der er overfyldt til det groteske og desuden fyldt med store huller.

De første par timer kører vi via kringlede smutveje gennem Delhis forstæder. Vi aner ikke, hvor vi er henne, men krydser fingre for, at chaufføren gør det. Gaderne er små og snoede, og pladsen er minimal. Det hele foregår naturligvis med hornet i bund og det lange lys hidsigt blinkende det meste af tiden.

Gang på gang går turen ind gennem baggårde, folks haver - ja ofte virker det næsten som om, vi kører ind igennem folks dagligstuer, når der ligger sovende mennesker på alle sider af bilen.

Et mirakel

Ofte er der blot nogle millimeter fra bilens spejle eller kofangere til de cyklister, gående eller modkørende biler, vi møder. Det er måske ikke uden grund, at taxaen har en ekstra kraftig kofanger foran.

At det går godt, er intet mindre end et mirakel.

Langsomt bevæger vi os mod udkanten af Delhi, der ”kun” har 13 millioner indbyggere.

Ude på landevejen bliver trafikken rigtig spændende. Inderne har udviklet et system, hvor man med hornet i bund og det høje lys på fuldt blus blot lægger sig ud i overhalingsbanen med speederen i bund. Så må modkørende, cyklister og andre blot sørge for at komme væk i tide. Hvis man lider af dårlige nerver, skal man derfor absolut ikke sætte sig foran i en indisk bil. Og man skal slet ikke kigge på trafikken, for det kan kun give ondt i maven.

Hvis man alligevel gør, er risikoen for at dø af skræk overhængende. Indimellem kommer man så tæt på de modkørende, at man nærmest kan se øjenfarven hos den anden chauffør. Først i det øjeblik, hvor enhver dansk bilist for længst ville have opgivet at redde situationen, bøjer de to chauffører af og kaster deres biler ud til siden, så man undgår den frontale kollission.

Vi var gennemblødte

Om det er nervøs sved, et resultat af den stegende varme eller det faktum, at vores chauffør inden køreturen lige havde vasket bilens sæder, er uklart, men vi er i hvert fald alle gennemblødte, da vi klokken to om natten endelig ankommer til vores hotel i Ludhiana.

Næste morgen er trafikken uden for hotellet så voldsom, at man vanskeligt kan tale sammen.