Land i sigte

Tuvalu

Knap fire dage har rejsen fra det arktiske Canada taget. Vi bliver straks præsenteret for en regning for at få lov at arbejde på tropeøerne. I bedste Explorer-stil får vi dog snakket os ud af problemerne uden at betale.

De første mennesker kom til Tuvalu for omkring 2000 år siden. Dengang kom de sejlende til blandt andet hovedøen Funafuti i små både fra øer som Samoa og Tonga. Heller ikke dengang kan det have været nemt at få landkending. For reelt er Funafuti Atollen ikke meget andet end nogle små stykker koralrev, hvor der vokser lidt kokospalmer og banantræer, der på afstand ikke syner meget højere end de bølger, der konstant slår ind mod land.

Lang rejse mod syd

Eksplorer-ekspeditionen betjener sig heldigvis af andre transportmidler end de simple udriggerkanoer, der var hovedtransportmidlet dengang for 2000 år siden. Men selv i moderne - og nogenlunde komfortable - fly har det taget os knap fire dage at komme fra det arktiske Canada via USA og New Zealand ned til tropeidyllen midt ude i Stillehavet blot nogle få hundrede kilometer syd for Ækvator.

Da piloten svinger flyet indover Funafuti-atollen med de smalle øer, er det svært at forestille sig, at der kan bo mennesker på så lidt jord herude i det store ocean. Men det gør der. Og der bliver endda flere og flere af dem.

Ikke de første hvide

Selv om Tuvalu hvert år kun bliver besøgt af nogle få håndfulde turister, er vi dog ikke de første hvide mennesker på øen, der første gang blev spottet af den spanske opdagelsesrejsende Alvaro de Mendana i 1568. Der skulle gå yderligere 200 år, før de første hvide mennesker satte deres fødder på øen. Og selv i dag føler man næsten, at man betræder jomfruelig jord.

Sidegevinst

Landingsbanen er en sidegevinst fra dengang under 2. Verdenskrig, hvor amerikanerne havde udstationeret 6000 mand på Tuvalu og brugte basen som udgangspunkt til at smide tonsvis af bomber ned i hovedet på japanerne som gengæld for angrebet på Pearl Harbour. Dengang lettede flyene hver dag. I dag lander der kun et 22 sæders passagerfly på øen to gange om ugen. Resten af tiden anvendes landingsbanen flittigt af landets indbyggere til alle former for boldspil og motion. Her hænger folk på Tuvalu ud om aftenen.

De eneste hvide mennesker, der rejser med det lille fly, er new zealandske og australske hjælpearbejder - og journalister, der kommer rejsende langsvejs fra for at skrive om klimaforandringer. Tuvalu har åbenbart fundet fidusen ved klimaforandringerne på kloden og forsøger at score kassen, her lige før naturen lukker statskassen i det frådende hav, der truer med at overskylle ø-riget. For allerede i den lille primitive træbygning ved landingspladsen, der agerer ankomsthal for Tuvalu International Airport, forsøger myndighederne at lokke de første penge ud af os.

Kommercielt ærinde

Alle, der vil lave business på Tuvalu, skal betale 250 kr. i adgangsgebyr. Og det gælder åbenbart også, selv om man kommer til øen uden et kommercielt ærinde.

»Selv om I er journalister, skal I alligevel betale. I vil jo tage billeder,« lyder meldingen fra manden bag skranken. »Men vi skal blandt andet interviewe jeres premierminister. Det skal vi da ikke betale for,« lyder vores indvending mod det urimelige gebyr, som ikke er indregnet i chefredaktør Thomsens skrabede budget for Explorer-turen.

Vi har ganske vist ikke en endelig aftale på plads med premierministeren, men meldingen gør alligevel et vist indtryk på den emsige ø-bureaukrat. »Så kom tilbage i morgen, så taler vi om det,« siger han. Det har vi nu ikke tænkt os.