23 år efter folkedrab lever gerningsmænd fortsat i Europa: »De har voldtaget og myrdet«

Det begyndte den 7. april 1994 i Rwanda. Omkring tre måneder senere var det slut.

Da havde mindst 800.000 mistet livet i en massakre, som siden er blevet kaldt et folkedrab. Voldtaget, hugget ned med macheter eller skudt. Dræbt af deres naboer, venner eller andre fra landsbyen, alene fordi de var tutsier.

I Nyarubuye-kirken blev tusindvis af børn, kvinder og mænd, som havde søgt tilflugt i Guds hus, nedslagtet med macheter, køller og spyd den 15. april, og sådan fortsatte det, indtil oprørsgruppen Rwandas Patriotiske Front (RPF), dannet af en gruppe eksiltutsier, indtog hovedstaden Kigali den 4. juli.

Millioner af hutuer flygtede, da RPF overtog magten, og siden har man forsøgt at stille så mange af gerningsmændene som muligt til ansvar. Men det er ikke godt nok, mener flere 270 politikere, kulturpersonligheder, forskere og organisationer fra hele verden samt overlevende rwandere. I et åbent brev, som de har sendt til flere internationale medier på årsagen for folkedrabet, kræver de, at gerningsmændene og deres medskyldige bliver straffet.

Alt for mange af dem har nemlig haft held med at skjule sig i Europa, mener de.

»Flere snese af rwandiske "nøgle-folkedrabsgerningsmænd" bor i Europa, særligt i Frankrig. Alt for ofte lever de i total straffrihed uden at blive forstyrret af retfærdigheden (...) De har ikke alene plyndret, tortureret, voldtaget og myrdet, men også planlagt, rekrutteret, trænet og organiseret,« lyder det i brevet, som også er underskrevet af Jyllands-Postens tidligere udlandsredaktør Flemming Rose, Enhedslistens Pernille Skipper, Nikolaj Villumsen og Maria Reumert Gjerding.

Flere af de omtalte personer har ifølge brevskriverne en international arrestordre hængende over hovederne eller er allerede blevet dømt som skyldige eller medskyldige af en domstol i Rwanda.

Brevskriverne henviser til rigsadvokaten i Kigali, ifølge hvem der skal leve 39 af dem i Frankrig, 37 i Belgien, 18 i Holland, 5 i Storbritannien, et ikke angivet antal i Norge, Sverige og Tyskland, 4 i Italien, 3 i Danmark, 2 i Schweiz og 1 i Finland.

I 2013 afgjorde Højesteret i Danmark, at 51-årig mand kunne udleveres til retsforfølgelse i Rwanda, hvor han var tiltalt for bl.a. folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Manden havde boet med sin familie på Midtsjælland, da han blev anholdt i december 2010.

Og i 2014 dømte Frankrig for folkedrab første gang, da den tidligere efterretningschef i Rwanda, Pascal Simikikangwa blev idømt 25 års fængsel. Frankrig var op til da blevet beskyldt for bevidst langsommelighed i disse sager, og håbet var, at det ville åbne op for flere tiltaler, men det er endnu ikke sket.

»I over 20 år har den katolske kirke, som hjalp dem med at forsvinde, beskyttet adskillige gerningsmænd. Nogle gange skjuler den dem, nogle gange udnævner den disse ikke angrende mordere til præster, særligt i sogne i franske byer og landsbyer (...) Det er ikke tilfældigt, at de er der (i Frankrig, red.): Det var den franske hær, som trak dem ud og skjulte, at de personer, som netop havde organiseret og stået bag udryddelsen af over én mio. tutiser i 1994, flygtede,« lyder det.

Startskuddet til massakren blev affyret den 6. april 1994, hvor et fly blev skudt ned over Rwandas hovedstad, Kigali. Ombord var den daværende præsident i Rwanda, hutuen Juvénal Habyarimana, og hans burundianske kollega, Cyprien Ntaryamira.

Kritikere mener, at Frankrig, som indtil folkedrabet var allieret med Habyarimana, enten overså eller ignorerede tegnene på, at et blodbad var undervejs. Samtidig skal franskmændene have trænet de soldater og militser, som begik drabene, og endelig mener man, at Frankrig bevidst tøvede med at blande sig.

Frankrig greb i juni 1994 som det eneste land ind i konflikten, men blev beskyldt for at gøre det for at forhindre RPF i at rykke frem og samtidig muliggøre hutuernes flugt. Frankrig fastholder dog, at indsatsen stoppede massakren og reddede tusindvis af liv.

»Denne varige straffrihed tilføjer yderligere lidelse for de overlevende. For unge i Rwanda og Europa er det en hindring for deres vej mod en fælles fremtid. For alle er det en utilgivelig uretfærdighed og en skandaløs krænkelse af retsstaten,« fastslår brevskriverne.

Også hutuer, som blev opfatte som venligtsindede mod tutsier blev dræbt i løbet af de 100 dage, massakren varede.