»Gerningsmændene bandt børnene fast til deres døde mødre og smed dem i floden«

De heldige er sluppet væk.

Mange af dem til Uganda, hvor 1,5 mio. sydsudanesere har søgt tilflugt.

De uheldige er enten blevet fordrevet fra deres hjem eller kan ikke få lov at komme væk. Fælles for de fleste af dem er, at mad er en sjældenhed, hvor de er.

Og så er der dem, som ikke længere kerer sig om hverken mad eller husly: de døde.

»Vi har talt med kvinder, som ofte har rejst i dage og uger. De har sovet i skoven og i buske for ikke at være synlige. Mange har set deres ægtefælle blive dræbt foran øjnene på dem,« fortæller Amy Frost, som er chef for Red Barnets internationale indsats i Uganda, til NRK.

Langt størstedelen af dem, der når Uganda, er kvinder og børn.

»I forrige uge talte vi med nogle kvinder, som fortalte, at de havde set deres naboer blive dræbt med kniv. Derefter bandt gerningsmændene børnene fast til deres døde mødre og smed dem i floden.«

FN har erklæret hungersnød i dele af Sydsudan. En hungersnød, som først og fremmest skyldes borgerkrig og en kollapset økonomi. Den miserable økonomi betyder bl.a., at regeringssoldater ikke altid får løn og derfor tyr til at røve civilbefolkningen for mad. Men midt i en krise, som regeringen på mange måder selv er ansvarlig for, lød det forleden, at man fremover vil kræve tusindvis af kroner for visa til udlændinge, som ønsker at arbejde i Sydsudan.

Således skal ansatte for nødhjælpsorganisationer betale 10.000 dollars, svarende til knap 70.000 kr., for et visum. Et tiltag, som ifølge organisationerne kan gøre den humanitære katastrofe endnu værre.

»Regeringen og hæren har i stor udstrækning selv bidraget til den humanitære situation. Og nu vil de skabe profit på den krise, som de har skabt,« sagde Elizabeth Deng, Sydsudan-researcher for Amnesty International, forleden til Al-Jazeera.

Men det er ikke kun penge, som står i vejen for hjælpen til Sydsudan.

Regeringen har ved flere lejligheder blokeret for nødforsyninger og også forhindret FN's fredsbevarende styrker i at få adgang til landet, lød det sidste uge fra FN's nødhjælpschef, Stephen O'Brien.

»Folk er blevet fordrevet, har været udsat for brutaliteter og er blevet voldtaget. De er blevet angrebet, når de har søgt hjælp. Det må stoppe, og det må stoppe nu,« udtalte han efter et todages besøg i Sydsudan.

Sydsudan, som blev selvstændigt i 2011, har været præget af uroligheder med mellemrum lige siden. I 2013 udbrød der borgerkrig i landet, efter at præsident Salva Kiir havde fyret sin vicepræsident, Riek Machar, og efterfølgende anklagede ham for at planlægge et kup. Kiir tilhører den etniske gruppe dinkaerne, mens Machar er nuer, to grupper, som derfor begyndte at kæmpe mod hinanden og fortsat gør det.

De to underskrev en fredsaftale i 2015, som indebar, at Machar skulle genindsættes som vicepræsident, men året efter i juli udbrød der atter kampe, og Machar flygtede.

Han bor nu i Sydafrika, hvorfra han fortsat er oprørsleder. Han beskylder bl.a. Salva Kiir for at presse de etniske grupper til at kæmpe mod hinanden i et forsøg på omdanne Sydsudan til en stat kun bestående af dinkaer.

På den sydsudanske regerings hjemmeside lyder det om Salva Kiir, som altid bærer cowboyhat, at »mange politiske analytikere og meningsdannere verden over beskriver ham som den bibelske Josva, som overtog lederkappen fra Moses, netop som israelitterne var på vej ind i Kana'an, og behændigt fik de daværende flygtninge etableret i det forjættede land.«