Fortsæt til indhold
Afrika

Systemkritiker smidt ud af det egyptiske parlament

Nevø til tidligere præsident har mistet sit sæde i det egyptiske parlament

I 1981 blev den daværende egyptiske præsident Anwar al-Sadat myrdet af islamister, som sandsynligvis var utilfredse med, at han havde indgået en fredsaftale med Israel. En fredsaftale som ellers gav ham Nobels Fredspris.

En mindre tragisk skæbne overgik i denne uge den tidligere præsidents nevø, som lyder navnet Mohamed Anwar al-Sadat. Mandag blev han smidt ud af det egyptiske parlament.

Det skriver Reuters.

Mohamed Anwar al-Sadat er kendt som en stor kritiker af styret i Egypten. I januar var han ude med kritik af, at talsmanden for parlamentet sammen med to andre havde brugt mere en 7 mio. kr. på tre pansrede biler. Det mente Mohamed Anwar al-Sadat, var meget kritisabelt på et tidspunkt, hvor landet præges af en økonomisk krise.

En afstemning i parlamentet, hvor den nuværende præsident Abdul Fattah al-Sisis støtter er i overtal, resulterede i, at Mohamed Anwar al-Sadat mistede sit sæde. Afstemningen endte med at 468 stemte for at smide Mohamed Anwar al-Sadat ud, mens 128 stemte imod.

Tidligere har Mohamed Anwar al-Sadat også kritiseret menneskerettighederne i Egypten herunder fængslinger af aktivister, der havde demonstreret mod det egyptiske styre.

Anklagerne mod Mohamed Anwar al-Sadat gik på, at han skulle have nedgjort parlamentet i skrivelser til udenlandske organisationer, og have forfalskede en underskrift på et lovforslag.

Ifølge Reuters har Mohamed Anwar al-Sadat afvist anklagerne om den forfalskede underskrift, mens de skrivelser, han skulle have sendt videre, ifølge ham selv var pressemeddelelser.

Til journalisterne uden for parlamentet skal han have sagt, at det ikke er verdens undergang, at han ikke længere er parlamentsmedlem.