Krybskytter forgiftede elefanter
Hundredvis af vilde dyr er i farezonen efter omfattende forgiftning i Zimbabwe.
Krybskytter i Zimbabwe nøjes ikke længere med at skyde truede dyr illegalt med våben.
Mindst 41 elefanter er omkommet i landet, efter de angiveligt havde drukket vand fra vandhuller, der var blevet tilsat giften cyanid. Myndighederne i landet kalder episoden for det værste tilfælde af krybskytteri i landet nogensinde.
Det skriver flere internationale medier - bl.a. britiske BBC og Zimbabwes Chronicle.
Gik efter stødtænder
Grunden til at de mange elefanter blev forgiftet skal angiveligt være den samme som i så mange andre tilfælde af krybskytteri i Afrika: At skaffe elfenben fra elefanternes stødtænder, som kan være meget indbringende på illegale markeder i især Asien.
Myndighederne fandt da også 17 stødtænder til en anslået værdi af omkring 120.000 dollars eller lige i underkanten af 700.000 danske kroner.
Stødtænderne blev fundet hos de formodede krybskytter, der er blevet anholdt for forgiftningen af elefanterne. I alt seks mænd skal være blevet anholdt, efter politi ventede ved et efterladt lager af elfenben nær de forgiftede vandhuller og flere lig fra elefanter.
Kan slå hundredvis af dyr ihjel
Krybskytterne har nøjedes med at tage stødtænderne og ladet resten af de døde elefanter ligge i naturen, hvorfor andre vilde dyr kan have spist af dem. Fredag blev det rapporteret, at hundredvis af dyr kan dø efter at have spist af de forgiftede elefanter.
Også de lokale beboere advares mod at spise af elefanterne.
Det er ikke første gang, at cyanid bruges til at slå elefanter ihjel i Afrika. Tidligere i år blev krybskytter i besiddelse af elfenben og cyanid fanget, og de er efterfølgende blevet idømt to års fængsel.