Fortsæt til indhold
Indland

Unge ødelægger næsen med kokain

Ét stort næsebor i stedet for to, indfaldne næser og svære vejrtrækningsproblemer. Danske unge opsøger oftere og oftere hospitaler og læger, fordi kokain har ødelagt deres næser, skriver Urban.

Ritzau

- Vi ser et stigende antal tilfælde, hvor næseskillevæggen simpelthen er gået i stykker. Og vi forventer at se endnu flere kokainskadede næser i fremtiden, siger professor og overlæge på Rigshospitalets øre-næse-hals afdeling Christian Buchwald.

Det er ikke afdankede narkomaner, men helt almindelig unge, der dukker op med ætsede næsebor.

Overvægt af unge mænd

- Når de træder ind ad døren, virker de umiddelbart velfungerende. Det er typisk unge, erhvervsaktive mennesker, siger professor Christian Buchwald, som også fortæller, at der er en klar overvægt af unge mænd.

Man behøver ikke at sniffe kokain dagligt for at ætse næsen væk.

- De færreste kokainmisbrugere tager stoffet hver dag, og derfor tror de ikke, at de har et problem. Men hvis du tager kokain hver weekend i et par år, kan du sagtens ødelægge næsen fuldstændigt, og selvfølgelig lide under kokainmisbrugets andre bivirkninger, siger behandlingsansvarlig ved Dansk Misbrugscenter i Århus Søren Skensved til Urban.

Der føres ikke statistikker over kokainskaderne i næsen, og derfor kender ingen det fulde omfang af problemet.