Eurovision-direktører ansatte egen familie
Bestyrelsesmedlem kræver diskussion om, at direktører i Wonderful Copenhagen har ansat familiemedlemmer.
Det er ikke et særsyn, at ledende medarbejdere i Wonderful Copenhagen, der havde ansvaret for Eurovision-finalen i København, ansætter familiemedlemmer.
Men det er kritisabelt og ikke noget, som er blevet diskuteret i bestyrelsen, siger et bestyrelsesmedlem til metroxpress.
Det har ikke været muligt at få bekræftet oplysningerne i organisationen eller at få bekræftet, om familieansættelserne stadig foregår.
Direktør ansatte pårørende
I Wonderful Copenhagens organisationsdiagram, som kan ses på hjemmesiden, optræder i øjeblikket en enkelt studentermedhjælper med samme efternavn som en direktør.
Men ifølge metroxpress har tre af de fire direktører i Wonderful Copenhagen ansat deres egne børn eller andre familiemedlemmer.
Et bestyrelsesmedlem Per Roswell siger til metroxpress, at han ikke kender til familieansættelserne, som han mener er forkerte.
Bestyrelsesmedlem vidste intet
"Jeg er ikke blevet orienteret i bestyrelsen om, at direktører har fået ansat deres egen familie. Det burde vi. Og jeg mener, at man ligesom i mange private firmaer ikke må ansatte sin familie. Så det må vi have op i bestyrelsen," siger Per Roswell til metroxpress.
Det er ulovligt selv at ansætte familiemedlemmer i det offentlige, men da Wonderful Copenhagen er en erhvervsdrivende fond, er loven ikke overtrådt.
Men ansættelserne er problematiske, siger Steen Vallentin, lektor på Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School. Han minder om, at "hvis man bevæger sig på kanten af nepotisme, er det en god idé at sikre sig rygdækning i bestyrelsen," siger han til metroxpress.
Ansatte har advaret
De ansatte i Wonderful Copenhagen pegede på problemet med familieansættelserne i en intern klimaundersøgelse sidste år.
Region Hovedstaden oplyser til metroxpress, at regionen ikke vil kommentere familieansættelserne, men "lægge vægt på, at organiseringen er med til at understøtte løsningen af opgaverne."
Regionen støtter årligt Wonderful Gopenhagen med 41 mio. kr.
Wonderful Copenhagen har ikke ønsket at kommentere sagen, skriver metroxpress.