Naboer: Metroselskabet har løjet naboerne direkte op i hovederne i flere år
Naboerne fra Marmorkirken kan ikke forstå, at den nye metrolov får lov at bestå.
"Man har forsøgt at mase dybt ulovligt og ikke-planlagt, årelangt døgnarbejde i aldrig tidligere sete støjniveauer igennem for at kompensere for den katastrofale planlægning og manglende rettidige omhu. Det et slet og ret utroligt, at den ansvarlige chef for et så stort, offentligt finansieret projekt får lov til at gå i byen med grove usandheder og fordrejninger."
Sådan lyder svadaen fra talsmand Niels Budtz fra Beboerforeningerne omkring Marmorkirken, efter at Rigsrevisionen onsdag kom med en redegørelse af status på byggeriet på Metro Cityringen.
Her konkluderes det, at metrobyggeriet var forsinket, længe før naboerne, ved bl.a. Marmorkirken, klagede deres nød og fik stoppet larmen.
Var forsinket før klagerne
Metroselskabet har ellers længe bedyret, at de mange naboklager over nat- og aftenarbejde ved en række metrobyggepladser har været den helt store årsag til, at Cityringen ikke kan stå klar tiden.
Men det er altså ikke den eneste grund, konkluderer Rigsrevisionen i sin undersøgelse.
"I sommeren 2013, hvor klager stoppede muligheden for at benytte udvidet arbejdstid på visse stationsbyggepladser, var byggeriet af Cityringen på en række stationer allerede 1 år efter planen," lyder det i undersøgelsen, som konstaterer, at man løbende i både 2011, 12 og 13 var blevet forsinket.
Statsrevisorerne bemærker således i beretningen, at Metroselskabets og transportministerens forklaringer på de hidtidige forsinkelser af cityringsprojektet ikke har været fyldestgørende.
"Metroselskabet løj"
"Metroselskabets ledelse stod efterfølgende på det ene møde efter det andet og garanterede, at alt var fryd og gammen – døgnarbejde som en mulighed blev aldrig nævnt, og man fremlagde støjniveauer, som efterfølgende har vist sig at være groft vildledende. Metroselskabet har simpelthen stået og løjet de nærmeste naboer direkte op i hovederne hen over flere år," lyder det fra Niels Budtz.
Tirsdag afgjorde Natur- og Miljøklagenævnet efter adskillige naboklager og tidligere afgørelser med nogenlunde samme udfald, at der må ikke udføres støjende arbejde om aftenen eller natten på metrobyggepladserne ved Marmorkirken og Københavns Hovedbanegård i København.
Men det forbud kommer kun til at gælde til den 1. juli, hvor en ny lov fra transportminister Magnus Heunicke (S) træder i kraft.
"Vil gøre sundhedsskadelig praksis lovlig"
Den tilsidesætter klagenævnets afgørelse og fratager samtidig beboerne mulighed for fremover at.
Til gengæld får de mest støjramte naboer ret til midlertidig genhusning på Metroselskabets regning eller en økonomisk kompensation på op til 20.000 kr. om måneden skattefrit.
"Det er spin på en god dag. Oprindeligt havde man talt om døgnarbejde i 12-14 måneder. Nu er det helt op til fem år, og der er ikke afsat midler til, at alle beboerne er dækket ind, så vi håber, at politikerne vil revurdere sagen," siger en anden talsmand fra Beboerforeningerne omkring Marmorkirken, Carsten Nielsen, som derudover mener, at loven er for uklar.
Han suppleres af Niels Budtz:
"Et flertal i landets øverste lovgivende forsamling forsøger nu at gøre en praksis, der er dokumenteret sundhedsskadelig, til lov og sætter samtidig borgernes mest basale, demokratiske rettigheder ud af kraft. Det er meget lidt kønt og hører overhovedet ikke hjemme i Danmark," mener han.
Cityringen skulle have stået færdig i december 2018, og mens det står klart, at den plan ikke kommer til at holde, er det stadig ganske uklart, hvornår københavnerne så kan forvente at få mere metro.