Metro-naboer om nabopakke: Vi har hørt pæne ord før
Naboerne til metrobyggeriet på Nørrebro er forbeholdent optimistiske.
Torsdag mødes transportminister Magnus Heunicke (S) med forligskredsen bag loven for byggeriet af Cityringen i København.
Men allerede nu erfarer Ritzau, at ministeren vil give støjplagede metronaboer et retskrav på genhusning.
Hvis ikke de vil flytte fra støjen, vil ministeren "mere end fordoble" erstatningsniveauet ifølge Ritzaus oplysninger.
Beboerne omkring metrobyggeriet ved Marmorkirken, som i øvrigt har lagt sag an mod Transportministeriet for ikke at have foretaget en VVM-redegørelse, inden man åbnede op for natarbejde, vil endnu ikke udtale sig om de nye oplysninger.
En anden velvilje
Men talsmanden for naboerne ved Nørrebroparken, Søren Sandahl, siger til Jyllands-Posten:
"Det er spændende. Det er jo helt andre toner og en helt anden velvilje, end vi har hørt tidligere. Det er en erkendelse af, at der er nogle ting, man skulle have gjort bedre, og det, synes jeg, er meget positivt."
Søren Sandahl understreger, at han ikke kender detaljerne i den nabopakke, som Magnus Heunicke angiveligt agter at lancere.
"Det er svært at vurdere og kræver, at det bliver uddybet. Et retskrav om genhusning er det, som vi har peget på som en løsning, men vi har tidligere hørt mange pæne ord, som ikke er blevet til konkret handling, så vi er forbeholdne. Men på visionsniveau betragter vi da det her som naboernes nye ven."
Skal drøfte loven om Cityringen
Metroselskabet har oplyst, at de mange naboklager over støj og overtrædelse af reglerne, vil betyde en forsinkelse på op til to år på byggeriet.
Samtidig har Københavns Kommune opfordret transportministeren og resten af Folketinget til at se nærmere på, om lovgivningen omkring Cityringsprojektet er god nok.
Derfor har ministeren torsdag hasteindkaldt forligspartierne til en orientering og en drøftelse af, hvad der kan gøres i sagen.
Søren Sandahl ærgrer sig over, at man fokuserer på naboklagerne som årsag til forsinkelsen.
For det forsinkede byggeriet skyldes indtil videre overhovedet ikke klagerne, men dårlig planlægning, lyder det.
"Men det skal ikke overskygge vores tilfredshed med retskravet om genhusning."