Sygeplejersker blev udspurgt af læger over akuttelefon
Læger har via 1813-nummer forsøgt at teste sygeplejerskers faglige viden, oplyser kredsformand.
Flere sygeplejersker i Region Hovedstaden, som sidder og tager imod opkald på akuttelefonen 1813, har oplevet at få en læge i røret med en række indgående spørgsmål til nogle bestemte, fiktive symptomer. Angiveligt for at teste sygeplejerskens faglige viden.
Det fortæller formanden for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Hovestaden, Vibeke Westh til Jyllands-Posten.
"Personen i røret har beskrevet nogle konkrete symptomer og spurgt ind til, hvad det kan være. Herefter har sygeplejersken undersøgt det og sendt videre til en læge, hvorefter person bag opkaldet har sagt, at det ikke var nødvendigt, da de bare ville høre, hvad sygeplejersken vidste og sagde," siger Vibeke Westh.
Ved at undersøge
Ifølge Vibeke West har man i regionen endnu ikke overblik over, hvor mange episoder man har haft, hvor læger har ringet op til akuttelefonen med formålet om at teste sygeplejerskernes faglighed.
Hun har udelukkende fået oplyst, at flere af medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd har oplevet situationen.
Region Hovedstaden er i øjeblikket ved at undersøge hvilke telefonnumre, der har foretaget en lang række chikaneopkald til den nye akuttelefon i Region Hovedstaden, og man kan i denne sammenhæng finde frem til de personer, som har ringet for at udspørge sygeplejerskerne over telefonen, oplyser hun.
Skal rydde op internt
Vibeke Westh påpeger, at samarbejde imellem sygeplejersker og læger i hovedstaden normalt fungerer efter bogen, og derfor håber hun på, at man får ryddet op intern i Lægeforeningen.
"Sygeplejerskerne bag telefonerne er professionelle. Men vi er rystede over, at nogle kan finde på at foretage de her opkald. Det handler ikke alene om at udspørge om symptomer, men også en meget hård ordlyd. Det obstruerer for patienterne, som virkelig skal have hjælp," siger Vibeke Westh.
Koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend G. Hartling, oplyste tidligere i dag til Jyllands-Posten, at man indtil videre har registreret 13 telefonnumre til at stå bag 711 chikanerende opkald til akuttelefonen.
"Vi sidder og bevæger os længere ned i de mange opkald. Uanset om man har ringet fem eller i et enkelt tilfælde 255 gange med det formål at chikanere, er det ikke i orden. Det er ikke kun de 13 numre, som har lavet de her opkald. Det tal vil komme væsentligt højere op," siger han.