Fortsæt til indhold
Indland

Kurser skal forhindre danskere i at rejse i hellig krig

Forældre skal være med til at forhindre, at unge rejser til Syrien for at protestere.

Mindst 65 danskere er siden sommeren 2012 rejst til Syrien for at deltage i de voldelige protester mod landets præsident Bashar al-Assad. Den tendens skal nu bremses.

Derfor har social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) planer om at afholde en række forebyggende kurser i alle landets kommuner.

De første kurser er allerede blevet holdt, og formålet er at give bedre redskaber til forældrene til unge, der overvejer at rejse til Syrien for at deltage i hellig krig.

"Kommunerne skal have de nødvendige redskaber for at kunne støtte de forældre, som har brug for hjælp," siger Annette Vilhelmsen i en pressemeddelelse.

Forældrene er en afgørende brik

På kurserne deltager kommunale medarbejdere og politiet. Den viden, som de får på kurserne, skal hjælpe dem til at gå i dialog med forældrene.

De har nemlig en nøglerolle i at forhindre, at unge bliver rekrutteret til kamp. Det mener Annette Vilhelmsen.

"Min opgave som minister er at sikre, at de unge bliver mere modstandsdygtige over for ekstremistisk propaganda. Og her har forældrene også et ansvar," siger hun.