Fortsæt til indhold
Indland

Rigsarkivet: De var professionelle

Dokumenttyvene har omgået Rigsarkivets overvågningkameraer på professionel vis.

Ifølge Rigsarkivet bliver det svært helt at undgå tyveri af statslige dokumenter. Arkivets principper bygger på åbenhed og tillid til brugerne, der fra dag til dag kan bestille specifikke dokumenter på nettet. Når brugeren ankommer til Slotsholmen, ligger papirerne klar i en arkivæske, som uforstyrret kan bringes med ned i læsesalen. Og den procedure vil Rigsarkivet meget nødig ændre.

"Vi kigger løbende på vores sikkerhed, men det bliver svært at undgå tyverier helt, uden at gøre livet umådeligt surt for resten af vores brugere. Vi kunne jo godt indføre lufthavnssluser og bevæbnede vagter, der tjekker alle tasker, men det er vi faktisk ikke interesserede i", siger chefkonsulent fra Rigsarkivet Poul Olsen.

Han påpeger desuden, at brugerne i læsesalen sædvanligvis er gode til at holde øje med hinanden.

Vidste hvad de gjorde

Rigsarkivets læsesal er udstyret med flere overvågningskameraer, men ifølge politiet har de to mænd, der i dag bliver fremstillet i grundlovsforhør, vidst hvad de gjorde, da fjernede en lang række historiske dokumenter derfra.

"De to mænd har været meget bevidste om kameraerne rundt omkring, og vidst hvordan man undgår dem. Men der er jo også folk, der stjæler fra Irma hver dag, uden at det bliver opdaget," siger Poul Olsen.

Ingen optegnelse

Et andet problem består i, at der i dag ikke findes en egentlig optegnelse over samtlige dokumenter i arkivet. Rigsarkivet bruger samme indholdsfortegnelser, som den forvaltning papirerne stammer fra. Det har de gjort siden 1850. Og de ansatte ved ikke, om dokumentsamlingerne er intakte, når de modtager dem.

"Vi kan ikke vide, om det er en embedsmand, der fjernede det manglende dokument for 30 eller 60 år siden, eller om der er tale om en gæst, der har taget det med hjem," siger Poul Olsen.

Chefkonsulenten fastslå, at de ikke har ressourcer til at lave en fuldstændig optegnelse over samtlige dokumenter i arkivet ligesom, der heller ikke findes kopier af dem.

Rigsarkivet opdager derfor først stjålne dokumenter, når de bliver sat til salg på det private marked.

Poul Olsen fortæller til Jyllands-Posten, at Rigsarkivet derfor jævnligt holder øje med auktioner og diverse internetfora for at tjekke for stjålne dokumenter.