Fortsæt til indhold
Indland

EU kritiserer danske kørekorts-regler

Personer med synsproblemer, diabetes og epilepsi har for svært ved at få kørekort i Danmark. EU truer med sag.

Ritzau

Danmark skal indføre nye EU-regler, der gør det nemmere for personer med synsproblemer, diabetes eller epilepsi at få kørekort.

Ellers risikerer den danske stat at blive hevet for EU-Domstolen, advarer EU-Kommissionen.

EU's regler om helbredskrav til at opnå eller få fornyet kørekort blev ændret i 2009 for at tage højde for de videnskabelige fremskridt inden for behandling af synsproblemer, diabetes eller epilepsi.

- Det giver dermed de berørte bedre muligheder for at føre et køretøj, uden at færdselssikkerheden sættes på spil, skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Men selv om alle EU-lande skulle have indført de nye regler senest den 15. september 2010, så har Danmark og seks andre medlemslande endnu ikke ændret helbredskravene, lyder kritikken fra EU-Kommissionen.

Danmark har nu modtaget en såkaldt begrundet udtalelse fra kommissionen.

Inden to måneder skal der svares på, hvordan og hvornår Danmark har tænkt sig at overholde EU-reglerne. Ellers venter en sag ved EU-Domstolen.