Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Brystkræft rammer hyppigst kvinder over 60 år

Kvinder over 60 år er i farezonen, når det kommer til brystkræft. Få overblik over sygdommen her.

/ritzau/

Brystkræft er den mest udbredte kræftsygdom blandt danske kvinder. Men selv om den rammer mange, er overlevelseschancerne forholdsvis gode.

Få et indblik i brystkræft her:

* Brystkræft, også kaldet mammacancer, er med cirka 4700 nye tilfælde om året den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark.

* Brystkræft udgør 25,7 procent af alle kræfttilfælde blandt kvinder.

* Brystkræft udgør 15,7 procent af samtlige kræftdødsfald blandt kvinder.

* Ved udgangen af 2014 levede 62.150 kvinder med diagnosen brystkræft.

* Brystkræft er mest almindeligt hos kvinder over 60 år. Det rammer sjældent kvinder under 30 år.

* Også mænd kan rammes. Hvert år får cirka 35 mænd konstateret brystkræft.

* Et år efter at have fået diagnosen brystkræft er 97 procent af kvinderne i live. Efter fem år er det 86 procent.

* Antallet af personer, der får stillet diagnosen, har været stigende gennem de seneste 60 år, men antallet af personer, der dør af sygdommen, har været faldende gennem de seneste 10-15 år.

* Hvert år dør cirka 1150 kvinder af brystkræft.

* Kvinder over 50 år skal hvert andet år tilbydes en screening for brystkræft.

* Ved mistanke om brystkræft skal man igennem tre undersøgelser: en lægeundersøgelse af brystet, en mammografi og ultralydsscanning og en vævsprøve.

* Behandling af brystkræft består ofte af en operation, hvor man får fjernet en del af eller hele brystet. Bagefter kan man vælge af få rekonstrueret brystet ud fra ens eget væv eller at få en brystprotese indopereret.

* Over 90 procent får efterfølgende en eller flere behandlinger for at nedsætte risikoen for, at sygdommen kommer igen.

* Efterbehandlingerne kan være strålebehandling, kemoterapi, antihormonbehandling og antistofbehandling.

Kilder: cancer.dk