Storm har lukket for al biltrafik over Storebælt
På grund af storm er der lukket for biltrafik på Storebæltsbroen søndag morgen.
Bilister på begge sider af Storebælt må søndag morgen væbne sig med tålmodighed.
Sund & Bælt oplyser, at der er lukket for al biltrafik over Storebæltsbroen på grund af storm.
Broen forventes genåbnet klokken 8:00.
Samtidig fraråder Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at passere Alssundbroen ved Sønderborg.
Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser klokken 06.20, at der ikke er optræk til kødannelser på motorvejen mod Storebæltsbroen.
- Der er meget lidt trafik dernede på det her tidspunkt, lyder det.
Det er stormen Ingolf, som ramte Danmark natten til søndag, der skaber problemer.
DMI oplyste lørdag, at Ingolf især langs den jyske vestkyst kunne bringe vindstød af orkanstyrke med sig.
Fra politikredsene Midt- og Vestjylland, Syd- og Sønderjylland samt Nordjylland er der dog ingen meldinger om personskader eller oversvømmelser som følge af stormen i nattens løb.
Vagtcheferne i de tre kredse beretter alle om væltede træer og genstande, der er fløjet ud på vejbaner, men der er ingen meldinger om større materielle ødelæggelser.
Syd- og Sønderjyllands Politi har underrettet Vejdirektoratet om, at der er grene og træer på motorvejen ved Bramming, mens Østjyllands Politi i et tweet gør trafikanter opmærksom på, at de på Stillingvej mellem Harlev og Sabro skal køre forsigtigt på grund af et væltet vejtræ.
I løbet af søndagen aftager vinden langsomt og det klarer op med solskin og kun enkelte byger, skriver DMI på sin hjemmeside.