Fortsæt til indhold
Indland

Medie: Forgiftet familie søgte lægehjælp flere gange før dødsfald

Allerede mandag besøgte familien sin praktiserende læge, da flere familiemedlemmer følte sig syge.

En forgiftet familie fra Haslev på Sydsjælland søgte flere gange lægehjælp, før to børn døde, og resten af familien blev indlagt, skriver TV 2.

Ifølge mediet skulle familien mandag have besøgt sin praktiserende læge, da flere i familien følte sig syge. Dagen efter, tirsdag, var den 15-årige pige, der senere afgik ved døden, på Næstved Sygehus, da hun havde fået det værre.

Den 15-årige fik her behandling for en maveinfektion på virusbasis og blev derefter sendt hjem igen.

Sent tirsdag aften kontaktede familien, der stammer fra Congo, ifølge TV 2 Patience Mashamba, der har kendt familien, siden den kom til Haslev som kvoteflygtninge for to år siden.

Patience Mashamba, der er tolk og frivillig i Røde Kors, ringede efterfølgende til vagtlægen, der nåede frem til familiens bopæl natten til onsdag.

Den 15-årige pige blev her bedt om at levere en urinprøve, der ifølge Patience Mashamba fik vagtlægen til at konkludere, at hun havde blærebetændelse. Pigen havde desuden haft opkast og diarre.

Under vagtlægens besøg skulle faderen angiveligt være kommet bærende med endnu et sygt barn, som han bad lægen også at kigge på.

»Han viste lægen, at hun også var i dårlig tilstand, og spurgte om han kunne få hjælp. Lægen sagde: ”Jeg er ikke kommet for hende dér”, og at han ikke kunne kigge på Natali. Så han ville ikke kigge på hende,« hævder Patience Mashamba over for TV 2.

Henning Orsholt, der er chef for vagtlægerne, og som har fået fuldmagt af familien til at udtale sig til TV 2 om, hvad der står i journalen, kan ikke bekræfte den del af vagtlægens besøg, da det ikke fremgår af de optegnelser, han er i besiddelse af.

Tilstanden på den 15-årig pige blev forværret yderligere, og torsdag formiddag modtog alarmcentralen et opkald om, at hun var bleg og havde vejrtrækningsproblemer.

Ifølge TV 2 kunne det lægefaglige personale ved ankomst til adressen konkludere, at fire børn udviste alvorlige symptomer, som kunne tyde på, at de var blevet forgiftet.

Familien blev derefter fragtet til sygehuse i Køge, Slagelse, Roskilde og København, og senere samlet på Rigshospitalet. Torsdag aften oplyste Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, at en 15-årig pige og et »mindre barn«, var døde som følge af forgiftningen.

Søndag var to af børnene i kritisk tilstand. De har begge fået foretaget organtransplantation henholdsvis søndag og mandag, oplyser familiens ældste søn til TV 2.

Det er endnu ikke fastslået, hvad der gjorde familien syge. Samtlige af familiens børn er under 18 år.