Moskva gør nye indsatser i det store spil med Vesten om indflydelse i Afghanistan

KAIRO/MOSKVA — Boris Gromov havde en buket blomster i hånden og sønnen Maksim ved sin side, da han gik den tunge vej på broen over Amu Darja-floden den 15. februar 1989.

Den russiske general var sidste repræsentant for den sovjetiske hær, som forlod Afghanistan efter næsten 10 års blodige og frugtesløse kampe: I alt 600.000 soldater havde på Kremls bud deltaget i krigen, nu blev de sidste trukket hjem sammen med alt sovjetisk materiel og ejendom i landet, inklusive tusindvis af gravstene og mindesmærker over faldne.

Broen fra det nordlige Afghanistan til Termez-området i Usbekistan – dengang en Sovjetrepublik, i dag et selvstændigt land – var blevet bygget i 1982 for at lette leveringerne af forsyninger til sovjethæren, og havde ved den lejlighed fået det noget hult klingende navn »Venskabsbroen.«

Da sovjetisk tv passede Boris Gromov op, lige efter at han havde krydset broen, afviste han brysk at udtale sig. Krigen var tabt, en slagen og demoraliseret hær var på vej hjem, og det var svært at forestille sig, at Moskva nogen sinde igen skulle engagere sig i Afghanistan.

Men i de seneste måneder har der igen været meldinger om russisk trafik henover Venskabsbroen, herunder ubekræftede forlydender om, at både brændstof og våben igen flyder mod syd.

Endnu mere opsigtsvækkende er den angivelige adressat på disse leveringer: for de hævdes at være tiltænkt Taleban-militsen, en arvtager til de muslimske mujahediner, som jagede sovjettropperne på porten for mere end 28 år siden.

Tidligere på ugen kunne den britiske avis The Times på baggrund af Taleban-kilder fortælle, at der gennem det seneste halvandet år er ankommet en støt strøm af russiske brændstoftransporter til militsgruppen, der ifølge avisen har indtægter på i hvert fald 15 mio. kr. om måneden fra disse leverancer.

Rusland benægter imidlertid alle forlydender om, at det leverer våben og penge til sine gamle arvefjender.

»Vi understreger igen, at Rusland ikke giver nogen form for støtte til Taleban-bevægelsen og fører en konsekvent politik til støtte for Afghanistans regering,« lød det i en vred udtalelse fra det russiske udenrigsministerium, der karakteriserede Times-historien som »et falskneri.«

Hemmelige forbindelser

Men selv om Udenrigsministeriet lægger utvetydig afstand til Taleban, så er der mange halvstatslige og private aktører, som også har en aktie i Ruslands internationale aktiviteter, og ikke alle gør nødvendigvis, som præsten prædiker, vurderer analytikere.

»Det er bestemt muligt, at vi i al hemmelighed og i ly af et eller andet ikke-statsligt agentur eller firma yder dem materiel støtte, mens det officielle Rusland vender det blinde øje til,« siger Pavel Felgenhauer, en erfaren russisk sikkerhedsanalytiker.

Ifølge Felgenhauer er der en form for konsensus i Moskva om, at den amerikansk ledede vestlige invasion i Afghanistan, som har stået på siden 2001, er en total fiasko, der får tingene til at gå fra slemt til værre: »Sovjet fejlede i Afghanistan, og USA kommer også til at fejle,« er tankegangen ifølge ham.

Det er kun er et spørgsmål om tid, før regeringen i Kabul bryder sammen, og i sidste ende vil borgerkrigen blive vundet af Taleban, mener man.

Intet tyder da heller på, at Taleban er på tilbagetog. Så sent som torsdag i denne uge meldte nyhedsbureauer om 43 dræbte, afghanske regeringssoldater efter et Taleban-angreb i Kandahar-provinsen.

»Eftersom Taleban er Afghanistans fremtid, må Rusland også behandle dem som sådan og opbygge en fornuftig relation med dem,« lyder den russiske logik ifølge Pavel Felgenhauer. »Det indebærer, at man også hjælper dem i et eller andet omfang.«

Den afghanske politiske analytiker Hashim Wahdatyar, der er tidligere talsmand for FN i Kabul, mener også, at de voksende relationer mellem Rusland og Taleban handler om russernes ønske om at ødelægge det for USA og Nato i Afghanistan.

»I det hele taget vil russerne gerne minde Vesten om, at man ikke skal ignorere Moskvas interesser, når Afghanistan bliver diskuteret på regionale såvel som internationale platforme,« siger han.

Rusland har ligeledes betydelige sikkerhedsinteresser i forhold til de tidligere Sovjet-stater i Centralasien, der har grænser til Afghanistan, påpeger Omar Nessar, direktør for Centret for Moderne Afghanistanstudier, en tænketank i Moskva.

»Situationen i det nordlige Afghanistan bekymrer Rusland, der er garant for sikkerheden for landene i Centralasien,« siger han.

Faren kan både stamme fra indtrængende terrorister og fra den massive handel med opium, som primært dyrkes i områder kontrolleret af Taleban.

»Det største problem med rod i Afghanistan, nemlig narkotika derfra, synes at blive overset af de russiske beslutningstagere,« siger Petr Topychkanov, analytiker hos tænketanken Carnegie i Moskva.

Afghanistan står for 90 procent af verdens ulovlige produktion, og Rusland udgør et af de største markeder. Ifølge FN dræber heroinhandel 30.000 russere om året.

»Problemet er, at Taleban tjener omkring 400 mio. dollars (ca. 2,5 mia. kr.) om året på dette her. Så russerne har tilbudt at kompensere Taleban økonomisk, hvis den stopper produktionen. Om Taleban er med på idéen, er imidlertid mere tvivlsomt,« vurderer Hashim Wahdatyar.

Nutidens store spil

Det kan forekomme underligt, at det ludfattige Afghanistan med ca. 35 mio. indbyggere og en økonomi, der er mindre end Sloveniens, har status som mere eller mindre permanent internationalt brændpunkt.

Men landets placering med grænser til Iran i vest, Centralasien i nord og Pakistan og Kina i syd og øst sikrer det konstant geostrategisk opmærksomhed.

I 1800-tallet søgte både det britiske imperium og zarens Rusland indflydelse i området, i det, som historikere har kaldt »det store spil,« men som begge parter tabte.

At begivenhederne her kan have gennemslag langt uden for landets grænser, blev tydeligt 11. september 2001 med terroranslagene i USA, der var planlagt af al-Qaeda i Afghanistan.

Stort set siden har Vesten været engageret i krig i det bjergrige land, og også Danmark har gennem mange år haft soldater i Afghanistan som en del af Natos mission.

I denne moderne version af det store spil er det ikke kun Moskva, som spiller med lukkede kort, påpeger analytikere.

»Kontakterne mellem Rusland og nogle folk knyttet til Taleban ser virkelige ud, men lignende og i nogle tilfælde bredere kontakter eksisterer mellem Taleban og USA, Kina, Pakistan og måske nogle andre lande,« siger Petr Topychkanov fra Carnegie.

Både russiske og nogle afghanske iagttagere hævder endog, at USA ligeledes har underhåndskontakter til Islamisk Stat i Afghanistan.

Landets eks-præsident Hamid Karzai har i flere omgange påstået, at umærkede amerikanske helikoptere har smidt forsyninger ned til grupper med tilknytning til Islamisk Stat.

Det er en påstand i dyb modstrid med officiel amerikansk politik og de store militære ressourcer, USA har kastet ind i kampen mod Islamisk Stat, f.eks. nedkastningen af landets største konventionelle bombe, den såkaldte ”alle bombers moder,” mod IS-stillinger i Afghanistan i foråret.

Terrorgruppen etablerede sig i Afghanistan i 2014, da en række afghanske militser og enkeltpersoner sværgede troskab til Abu Bakr al-Baghdadi, lederen af IS i Irak og Syrien og selvudråbt kalif i kalifatet.

Tidligere Taleban-krigere

Siden har de ekspanderet kraftigt i Afghanistan, siger Hashim Wahdatyar, og russerne frygter nu, at de skal brede sig mod nord ind i Centralasien og Rusland.

Set i det perspektiv kunne det være fristende for Moskva at prøve at fordrive djævelen med Beelzebub.

»I modsætning til Islamisk Stat har Taleban gjort det klart, at man ikke forfølger regionale, for slet ikke at tale om globale mål,« påpeger analytikeren Omar Nessar.

Men det kan vise sig at være endnu en forfejlet kalkule i de russiske forsøg på at sikre sig indflydelse på afghansk jord, mener Hashim Wahdatyar.

»IS har en stor operation i Afghanistan, og de er virkelig ved at vinde fodfæste. Men de faldt jo ikke ned fra himlen i Afghanistan. De består af tidligere Talebankrigere, der nu bare arbejder under Islamisk Stats sorte fane i stedet for den hvide Taleban-fane. Derfor er det en fejltagelse af russerne at tro, at de kan bekæmpe Islamisk Stat gennem Taleban, for man kan aldrig være sikker på, at de ikke pludselig konverterer og selv bliver til Islamisk Stat,« siger han.