Fortsæt til indhold
Indland

Nyt dansk studie: Spred alkoholen ud over ugen og undgå diabetes

Et studie af over 70.000 danskere har talt.

Folk, som aldrig drikker alkohol, har større risiko for at få diabetes end de, som indtager moderate mængder af alkohol fordelt på tre-fire af ugens dage. Det viser et helt nyt dansk studie fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.

»Vi har brugt det, der hedder den danske KRAM-undersøgelse (Kost, rygning, alkohol og motion), som består af over 70.000 mænd og kvinder, som har afgivet oplysninger om deres alkoholindtag, men også om alle mulige andre af deres livsstilsvaner. Igennem en femårsperiode har vi fulgt dem i forhold til deres drikkevaner og tilfælde af diabetes,« siger forskningschef på Syddansk Universitet Janne Schurmann Tolstrup og fortsætter:

»Det, vi kan se, er, at de, som drikker let til moderat, har en lavere risiko for at udvikle diabetes, sammenlignet med dem, som slet ikke drikker.«

Mænd og kvinder, der har et moderat alkoholforbrug fordelt ud over ugen, har hhv. 27 pct. og 32 pct. mindre chance for få diabetes, end personer der slet ikke drikker alkohol.

Undersøgelsen har ikke skelnet mellem type 1 og type 2 diabetes, men da langt hovedparten af diabetes tilfældene blandt voksne danskere er af type 2, er det i praksis, den der er studeret.

At alkohol kan mindske risikoen for diabetes er påvist i tidligere studier, men det nye i undersøgelsen fra Syddansk Universitet er, at nøglen til at nedsætte risikoen for diabetes ligger i, hvor ofte man drikker.

»Det, vi egentlig var interesserede i, var, om drikkefrekvensen havde noget at sige. Hvis man drikker 14 genstande om ugen, er der så forskel på, om man drikker alle genstandene på én gang, eller om man spreder dem ud over ugen. Der kunne vi se, at dem, der drikker tre-fire gange om ugen, har en lavere risiko for diabetes end dem, der slet ikke drikker,« siger Janne Schurmann Tolstrup.

Hun påpeger, at undersøgelsen kun siger noget om sammenhængen mellem alkoholfrekvens og sandsynligheden for at få diabetes. Undersøgelsen viser ikke, om man nødvendigvis bliver sundere ved at indtage 14 genstande fordelt ud over ugen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler i øvrigt, at mænd ikke indtager over 14 genstande om ugen, og at kvinder ikke indtager over syv.

Undersøgelsen kan heller ikke forklare, hvorfor et moderat alkoholindtag - spredt ud over ugen - nedsætter sandsynligheden for diabetes.

»Det er det gode spørgsmål. Det kan vi ikke se i denne form for studie. Der skal man lave noget mere eksperimentel forskning. Og det er i virkeligheden det, vi mangler nu for at se, hvad det er for nogle biologiske mekanismer, som er udslagsgivende,« siger Janne Schurmann Tolstrup.

Undersøgelsen viser også, at det kun er øl og vin, som giver gavnlige resultater i forhold til at nedsætte risikoen for diabetes, hvorimod der ikke kunne påvises en sammenhæng mellem hård spiritus og mindre risiko for diabetes.

»Det skal man dog tage med gran salt,« siger Janne Schurmann Tolstrup.

De fleste i KRAM-undersøgelsen drikker nemlig øl og vin, og forskningsgrundlaget for påvirkning af hård spiritus var derfor meget begrænset.

Lignende studier har også vist, at et moderat indtag af alkohol kan nedsætte risikoen for blodpropper.

Det nye studie fra Syddansk Universitet er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidskrift Diabetologia.