Politiet med opråb til cyklister og bilister: Vis hensyn og husk tålmodigheden
Ifølge Nordsjællands Politi har erfaringer vist, at der kan opstå sammenstød mellem de to grupper, når de færdes på de danske veje.
»Dette opslag kommer til at dele vandene mellem de to grupper, som det henvender sig til, og vi kommer måske til at se en debat med hvæssede kløer i kommentarfeltet«.
Sådan indleder Nordsjællands Politi tirsdag et længere opslag på dets Facebook-side, som er henvendt til motionscyklister og bilister.
I opslaget står der bl.a., at »de to gruppers forhold på landevejene nemlig desværre nogle gange er som forholdet mellem hund og kat«.
Ifølge politikredsen viser erfaring for tidligere år, at der kan opstå verbale sammenstød, når cyklisterne og bilisternes færdes på de danske veje.
Politikredsen håber med opslaget at kunne forene de to grupper, hvortil det har oplistet flere råd til, hvordan det kan ske.
Til cyklisterne:
- Er der cykelsti? Så skal I bruge den
- Lig maks. to og to på række* (læs mere i kommentarfeltet)
- Hold øje med de øvrige trafikanter og læg jer én og én, hvis en bil skal overhale
Til bilisterne:
- Sprinklervæske er kun til forruden
- Din bil er ikke en servicevogn, så råb ikke ad cyklisterne
- Hold afstand og overhal kun, når det er helt sikkert
Opslaget sluttes af med følgende råd, som Nordsjællands Politi kalder det »måske absolut vigtigste råd«:
»Vis hensyn til hinanden og husk tålmodigheden. Alle er interesserede i at komme sikkert frem til målet.«