Fortsæt til indhold
Indland

Fyns Politi: Masseslagsmål i Odense stod mellem Black Army-medlemmer og gruppering udefra

Politiet ser episoden som et enkeltstående tilfælde.

Da der mandag aften opstod et masseslagsmål ved McDonald's i Odense, stod kampen mellem banden Black Army og en udefrakommende gruppering.

Det vurderer Fyns Politi ud fra den foreløbige efterforskning.

Politiet anser episoden for at være banderelateret samt et enkeltstående tilfælde.

Der er dermed ikke umiddelbart en større konflikt undervejs, vurderer politiet ifølge Fyens.dk.

Fyns Politi vil nu efterforske, hvem der står bag den udefrakommende gruppering, der består af folk, som Fyns Politi ikke kender fra området i forvejen.

Politiet har endnu ingen anholdte, efter at 10-15 personer kom i slagsmål ved Rosengårdscentret omkring klokken 21.36 mandag aften.

Flere af restaurantens ruder blev knust, og der blev muligvis brugt forskellige slagvåben undervejs.

Senere fortsatte slagsmålet mellem de to grupperinger i Fyrparken i Vollsmose.

»Vi tager de to episoder meget alvorligt og er i fuld gang med efterforskningen. Vi er parate til at tage alle midler i brug, det gælder også de nye værktøjer fra Bandepakke 3. Vi kører nultolerance overfor banderne på Fyn,« sagde chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj fra Fyns Politi tidligere til Jyllands-Posten.

Tre personer kom til skade i forbindelse med den sidste episode i Vollsmose. Én af dem er stadig indlagt til observation.