Bandemedlemmer i masseslagsmål i Odense
Politiet måtte mandag aften rykke ud til Rosengårdscentret i Odense.
Fyns Politi tager alle tilgængelige midler i brug for at finde frem til de mennesker, der mandag aften kom i masseslagsmål ved en McDonald's ved Rosengårdscentret i Odense.
Ifølge politiet kom 10-15 personer, alle med tilknytning til bandemiljøet, kort efter kl. halv ti i masseslagsmål.
Flere af restaurantens ruder blev knust, og der blev muligvis brugt forskellige slagvåben i slagsmålet.
Senere samme aften fik politiet en alarm fra Vollsmose, hvor en person fra samme gruppering var blevet overfaldet.
»Vi tager de to episoder meget alvorligt og er i fuld gang med efterforskningen. Vi er parate til at tage alle midler i brug, det gælder også de nye værktøjer fra Bandepakke 3. Vi kører nultolerance overfor banderne på Fyn,« siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj fra Fyns Politi, som tilføjer, at politiet siden mandag aften har arbejdet »på højtryk« med at opklare sagen.
Tre personer kom til skade i forbindelse med den sidste episode i Vollsmose. Én af dem er stadig indlagt til observation.
Fyns Politi oplyser, at man endnu ikke har nogen anholdte.