Fortsæt til indhold
Indland

Crashtest afslører: Betonblokke stopper ikke en lastbil

I test brager en lastbil på 10 tons gennem betonblokke, som bruges til terrorsikring.

Flere steder i det centrale København er der opstillet terrorsikring i form af betonblokke af forskellig størrelse. Betonblokkene er terrorsikring, der skal forhindre terrorangreb med køretøjer, som det er set i Nice, Berlin, London og Stockholm.

Men som man kan se i en crashtest, som den tyske tv-kanal MDR har lavet, er betonblokke ikke nok til at bremse et større køretøj som f.eks. en lastbil.

I testen køres en lastbil, som vejer 10 tons med 50 kilometer i timen gennem betonblokke, som hver vejer 2,4 tons. Og selvom betonblokkene forvolder stor skade på lastbilen, fortsætter den mindst 25 meter efter kollisionen.

Spol frem til 3:40 for lastbilen ramme betonblokkene. Video: MDR

Hos Københavns Politi er man bevidst om, at terrorsikring i form af betonblokke ikke ikke i sig selv kan afværge et terrorangreb.

»Intet, heller ikke terrorsikring med betonblokke på gaderne, kan stoppe en gal mand i at køre en bil op på fortovet et eller andet sted i København,« siger Peter Dahl, ledende politiinspektør og chef for beredskabet, Københavns Politi.

»Vi er klar over, at sådanne blokke ikke kan stoppe en lastbil, hvis man virkelig vil igennem. Men det vigtige for os er, at betonblokkene tvinger en sådan lastbil ned i fart, så fodgængere forhåbentlig kan nå at flygte,« siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt Københavns Politi arbejder på at indføre yderligere terrorsikring siger Peter Dahl:

»Som udgangspunkt er vi tilfredse med den terrorsikring, der er i København i øjeblikket. Den er baseret på de anbefalinger, vi får fra Politiets Efterretningstjeneste, som vi er i konstant dialog med. Deres anbefaling medtænker vi hele tiden.«

De betonblokke, som anvendes i videoen ovenfor, er betydeligt tungere end mange af de blokke, som anvendes i København. Det samme gælder for de blokke, som står ved Drottinggatan i Stockholm. De vejer cirka 900 kilo mod betonblokkene i crashtestens 2,4 tons.