Video viser lastbilen køre i høj fart gennem gågaden i Stockholm
En video viser, hvordan uskyldige mennesker flygter fra lastbilen, der kommer med høj fart.
En videooptagelse viser, hvordan lastbilen kørte med høj fart ned ad gågaden ved angrebet i Stockholm fredag eftermiddag.
Folk løber ned ad gaden og flygter ind i butikker for at undgå at blive kørt ned.
Angrebet skete ved 15-tiden, da en lastbil kørte ind i en folkemængde og, siden ind i et stormagasin i Drottninggatan i det centrale Stockholm, hvor fire har mistet livet og flere er sårede.
Svensk politi har fredag aften anholdt en person, som kan have forbindelse til angrebet i Stockholm fredag eftermiddag. Det bekræfter politiet på et pressemøde fredag aften.
Lastbilen, som gerningsmanden kørte i, blev stjålet i løbet af fredag, hvorefter gerningsmanden påkørte chaufføren, inden han fortsatte ned ad gågaden, hvor flere blev ramt.
Paula Lobos på 43 år arbejder midt på Drottninggatan. Hun reagerede, da hun hørte højlydte smæld udenfor kontoret og beskriver panikken, der efterfølgende bredte sig på stedet.
»Jeg så ikke selve hændelsen, men jeg hørte det. Det lød som om, at nogen skød eller kørte ind i ting, det lød meget højt. Folk skreg for livet,« fortæller hun til det svenske medie Expressen.
Hun kiggede ud af vinduet og så flere mennesker, hvoraf to var alvorligt sårede. De lå på gaden lige udenfor kontoret, hvor nogle folk forsøgte at hjælpe dem.
Fredag aften er det fra politiets side bekræftet, at fire personer er døde og 15 skadede. Men der kan komme flere til, lyder det på aftenens pressemøde.