Fortsæt til indhold
Indland

Trafikken på de danske motorveje har aldrig været tættere

Bilister på det danske motorvejsnet bruger samlet set mere tid bag rattet end nogensinde før, viser ny rapport.

Sidder man med en følelse af, at man bruger for stor en del af sin tilværelse på at holde i kø på motorvejen, så er det ikke helt tilfældigt. Mængden af køretøjer på de danske motorveje har nemlig aldrig været større. Det viser en spritny rapport fra Vejdirektoratet.

Antallet af kørte kilometer på motorvejene steg sidste år med seks pct. i forhold til året før. Kigger man 25 år tilbage, udgjorde motorvejstrafikken ca. 14 pct. af den samlede vejtrafik. I dag er andelen vokset til 32 pct.

De meste trafikerede strækninger er ikke overraskende de store ring- og indfaldsveje omkring København. Med en daglig gennemstrøm på 123.000 køretøjer i gennemsnit er Køge Bugt Motorvej kongerigets mest berejste delstrækning. Uden for hovedstadsområdet slides der hårdest på Trekantsområdets vejnet.

En naturlig forklaring på den stigende benyttelse af statsejet motorvej er, at der bliver mere af den. Det skyldes ikke mindst, at økonomien er i bedring. Ifølge rapporten har det økonomiske opsving givet 270.000 flere biler på vejene siden 2010.

»Når det går bedre med dansk økonomi, flere kommer i beskæftigelse og samhandlen med udlandet vokser, så giver det mere trafik på motorvejsnettet i form af for eksempel flere pendlere og mere godstransport,« står der i rapporten.

De længste ture, vi kører, er erhvervsture, som har en gennemsnitslængde på 40 km. Indkøbs- og ærindeture er med 11 km. de korteste.

Men det er ikke kun eksport- og arbejdsrelateret kørsel, der forhindrer dig i at nå hjem til tiden. 40 pct. af persontransporten med bil er nemlig fritidsture.